En 5.plads og karrieren er i gang
En 5.plads og karrieren er i gang
På trods af at jeg var nummer 7 på ventelisten, kom jeg alligevel med til afslutningsmatchen. Var det tilfældigt, at der lige pludselig kom så mange afbud dagen før? Det finder man nok aldrig ud af - jeg har i hvert fald ingen kommentarer.
Det blev til en 5.plads i A-rækken og en flaske vin til trofæhylden, som jeg så endelig kan gå i gang med at bygge.
Nu skal jeg ikke kede Jer med mit golfspil (som, i al beskedenhed, er ganske fremragende!) men jeg synes selv at jeg spillede lidt skidt, og kom alligevel ind med 35 point. Det var bare en af de dage, hvor man hele tiden redder to point og aldrig rigtigt kommer i gang. Jeg blev dog ved med at tro på det og lige pludseligt holede jeg et 8-9 meters putt for birdie på 7. hul(indeks 1, for øvrigt) og så var jeg tilbage. Troede jeg. For det skulle vise sig at jeg på næste hul blev ramt af det klassiske "I'm-the-king-of-the-world-golf-syndrom." Så snart man tror det kører, så skal man jo lige mindes om at det ikke altid går som præsten prædiker. Mit udslag på par 3 hullet 8. blev for kort og lagde sig bag en bunker, og der var ikke meget green at arbejde med. Det er næsten unødvendigt at skrive, men jeg slår selvfølgelig mit andetslag i bunkeren. Og her skal jeg lige komme med en indrømmelse. Jeg er den type golfspiller, som nogenlunde ved hvordan jeg skal slå et bunkerslag, men jeg har ingen anelse om hvor den ender. Jeg har ca. 5 meter til pinden og ved den skal højt op i luften for at komme tæt på flaget. Den kommer højt op i luften, ret højt faktisk, og lander sikkert i midt søen 50 meter bagved greenen. Der var ingen præmie for at ligge længst fra greenen i 3 slag, men jeg morede mig en del, og det gjorde mine 3 medspillere også.
Nu slutter sæsonen og det er der lige præcis én god ting ved: Man har driving range for sig selv! Om det så er med rød næse og gasblå fingre, så står jeg derude, for jeg kan ikke undvære det i så mange måneder. I 2004 vil jeg så stille op i alle de turneringer, jeg kan komme i nærheden af, for der er jo stadig gabende tomt på den endnu ikke byggede trofæhylde...
God vinter,
Thomas A. Bloch
8. januar 2007 kl. 15:43