Enstemmighed
Enstemmighed
Gårsdagens ekstraordinære generalforsamling i Vallensbæk Golf Klub understregede en rørende enighed blandt de tilbageværende af klubbens medlemmer. Havde det ikke været for en af de velkendte regelrytteres stædighed, så kunne det hele have været overstået på et kvarters tid. Men bevares!
I demokratiets navn blev forskellen mellem opsigelse og ophævelse af et medlemsskab gennemgået med behørig reference til en højesteretskendelse i en sag om nogle malersvendes udmeldelse af en fagforening ... eller var det tilknytningen til samme ... nå, det fortaber sig i historien. I hvert fald besluttede forsamlingen med stor majoritet, at de nuværende medlemmer frem til udgangen af 2003 kan melde sig ud af Vallensbæk Golf Klub med øjeblikkelig virkning og altså uden de foreskrevne tre måneders opsigelse.
Uden at tøve vedtog forsamlingen derefter at stemme for bestyrelsens forslag om at tilbagebetale 2½ kvartal af 2003-kontingentet til medlemmerne for at bøde på de uheldige omstændigheder.
Nu bliver det spændende at se, hvor mange der har tænkt sig at holde liv i "klubben uden hjemmebane". Ud over at sige tak for opbakningen kunne bestyrelsesformand Erik Rosenstand slutte mødet med et positivt tilsagn fra en god håndfuld af de 48 klubber, som Vallensbæk Golf Klub har henvendt sig til i håbet om at kunne skaffe medlemmerne fordelagtige ordninger i forbindelse med greenfee-spil.
Vallensbæk Golf Klub lever endnu. Trods manglende hjemmebane.
8. januar 2007 kl. 15:45