I Verplanks fodspor

I Verplanks fodspor

Det er nok en overdrivelse, når jeg sammenligner mig med en af verdens bedste golfere. Men alligevel vover jeg mig ud i det.

Scott Verplank og jeg har nemlig andet til fælles end blot begejstringen ved at spille golf. Vi er begge diabetikere. Og siden tirsdag d. 10. februar 2004 går vi begge med insulinpumpe.

I går var virkelig en mærkedag for mig. For knap to år siden valgte jeg at takke nej til tilbuddet om at få en insulinpumpe. Umiddelbart syntes jeg, at den ville være en "klods om benet" og mentalt gøre mig mere syg. Men heldigvis er jeg nu kommet på andre tanker. Blandt andet efter at have mødt den amerikanske golfer under sidste års Ryder Cup-match på The Belfry.

I et lille interview med Verplank koncentrerede jeg mig mere om hans pumpe end om hans spil. Og det passede ham tilsyneladende ganske godt. I hvert fald gav han sig god tid til at fortælle mig om fordelene ved pumpen ... generelt og især i relation til en golfrunde, hvor han tidligere i sin karriere havde haft store problemer med at komme helskindet hjem.

- Jeg har flere gange været tæt på den perfekte runde, men er blevet bremset af min sukkersyge, fortalte han. Når man bruger så mange kræfter og meget energi på at holde fokus, risikerer man også, at blodsukkeret bliver for lavt uden at man når at reagere. Resultatet er svigtende evne til at fokusere, holde balancen og i det hele taget koncentrere sig. Og så er det - som du sikkert kender noget til - ikke nemt at få bolden i hul.

Da Verplank stod og fortalte mig om sine dårlige erfaringer, var det som om han samtidig beskrev mine utallige, kedelige oplevelser, hvor jeg eksempelvis har tåget rundt på 15. green og indædt forsøgt at overvinde de nævnte symptomer.

Én gang har jeg oplevet den ubeskrivelige følelse af at gå en perfekt runde. Det skete ved DM for Sportsjournalister på Sct. Knud. Selvfølgelig gav sejren mig et kæmpe boost rent sportsligt, men endnu mere betydningsfuldt for mig var det faktum, at jeg var i stand til at "håndtere" ikke bare en men hele to golfrunder i fuldstændig samhørighed med min sukkersyge.

Desværre er det ikke rigtigt lykkedes for mig at gentage bedriften. Jeg har da lært at undgå de næsten skæbnesvangre "lave blodsukre", men fornemmelsen af igen at have fuld kontrol over begivenhederne på banen har jeg stadigvæk tilgode.

Nu, hvor jeg har fået mig en insulinpumpe, håber jeg selvfølgelig at kunne følge i Verplanks fodspor. Ikke som verdens bedste golfdiabetiker, men bare som en ambitiøs handicap 15-spiller med muligheden for at kunne fokusere mest på spillet og ikke nødvendigvis blodsukkeret.

Først skal jeg dog lære at finde mig til rette med den lille maskine i bæltet. Men hvis Scott kan, så kan jeg vel også. Og jeg glæder mig ...

Indlæg fra Diabetes & golf
8. januar 2007 kl. 15:45