Regel 2

Hulspil

Definitioner
Alle definerede udtryk er i kursiv og i alfabetisk rækkefølge i Definitionsafsnittet

2-1. Generelt
En match består i at én side spiller mod en anden side i en fastsat runde, medmindre andet er bestemt af Komiteen.

I hulspil spilles der om de enkelte huller.

Medmindre andet er bestemt i Reglerne, vindes et hul af den side, der spiller sin bold i hul med færrest slag. I en handicapmatch vindes hullet af den side, der har den laveste nettoscore.

Matchens stilling udtrykkes med følgende vendinger: Så og så mange ”huller op“ eller ”all square“ (”lige”), og så og så mange huller ”at spille“.

En side er ”dormie“, når den er lige så mange huller op, som der er huller tilbage at spille.

2-2. Halveret hul
Et hul halveres, hvis begge sider spiller i hul i det samme antal slag.

Når en spiller har spillet i hul, og hans modstander har ét slag tilbage for at halvere hullet, halveres hullet, hvis spilleren efterfølgende pådrager sig straf.

2-3. Vinder af matchen
En match vindes, når en side er flere huller op, end der er huller tilbage at spille.

I tilfælde af en halveret match kan Komiteen forlænge den fastsatte runde med lige så mange huller, der kræves, for at matchen kan vindes.

2-4. At give modstanderen matchen, et hul eller det næste slag
En spiller må give modstanderen en match på et hvilket som helst tidspunkt, inden matchen er påbegyndt eller færdigspillet.

En spiller må give modstanderen et hul på et hvilket som helst tidspunkt, inden hullet er påbegyndt eller færdigspillet.

En spiller må give sin modstander det næste slag på et hvilket som helst tidspunkt under forudsætning af, at modstanderens bold er i hvile. Modstanderen anses for at have spillet i hul med sit næste slag, og bolden må fjernes af begge sider.

Når en spiller har givet modstanderen matchen, et hul eller det næste slag, kan dette hverken nægtes modtaget eller trækkes tilbage.

(Bold, som hænger ind over hullet: Se Regel 16-2).

2-5. Tvivl om fremgangsmåden; protester
Hvis der i hulspil opstår uoverensstemmelser eller tvivl mellem spillerne, må en spiller nedlægge en protest. Hvis der ikke kan komme en behørigt autoriseret repræsentant for Komiteen til stede inden for et rimeligt tidsrum, skal spillerne fortsætte matchen uden ophold. Komiteen kan alene tage hensyn til en protest, hvis spilleren, der protesterer, over for modstanderen (i) har tilkendegivet, at han nedlægger en protest, (ii) har redegjort for situationens kendsgerninger og (iii) har tilkendegivet, at han ønsker en afgørelse. Protesten skal nedlægges, før nogen af spillerne i matchen spiller fra næste teested, eller, i tilfælde af sidste hul i matchen, før alle spillerne i matchen forlader greenen.

En senere protest må ikke tages til følge af Komiteen, medmindre den bygger på kendsgerninger, som spilleren, der nedlægger protesten, hidtil har været uvidende om, og han har fået forkert oplysning (Regel 6-2a og 9) af en modstander.

Efter at matchens resultat er officielt bekendtgjort, må ingen senere protest tages til følge af Komiteen, medmindre den er overbevist om, at modstanderen vidste, at han gav forkert oplysning.

2-6. Almindelig straf
Straffen for overtrædelse af en Regel i hulspil er tab af hul, medmindre andet er foreskrevet.

Golfreglerne med et klik

1 2 3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31 32 33 34

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik