Gigantiske Doonbeg

Irlands formentlig sidste linksbane åbner den 1. juli, og den slår alt, hvad der hidtil er set af den slags baner i pagt med naturen

Tekst: Jens Christensen bragt i Dansk Golf 4 2002, 01. juni 2002

Selvom historien beretter, at links-golf blev opfundet i skotske klitter, har irske links-baner gennem tiderne haft lige så stor tiltrækningskraft på alverdens golfspillere, og den sidste af slagsen i Irland, Doonbeg, bliver formentlig det største hit overhovedet. Dét forventer i hvert fald alle, der har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med Doonbeg, som åbner den 1. juli.

Doonbeg - nogle få kilometer syd for en anden berømt links-bane på den irske sydvestkyst, Lahinch - må simpelthen betegnes som giganten over alle blandt verdens links-baner, den ultimative test for golfspillere, der elsker den oprindelige, barske form for golf, mellem klitterne i evig kamp mod vinden.

Pudsigt nok blev Doonbeg allerede i 1892 af officerer fra The Scottish Black Watch Regiment udset som det ideelle sted til en links-bane, men samme officerer valgte i stedet Lahinch, som trods alt ikke lå så afsides som Doonbeg..

Først for 10 år siden - altså 100 år senere end den første ide - dukkede et nyt Doonbeg-projekt op takket være The Doonbeg Community Development Company, som savnede turistindtægter i området. Dette projekt fik støtte af Shannon Development - et udviklingsorgan for Shannon-regionen - der sikrede sig købsoptioner hos fire lokale familier på tilsammen 377 hektar klitarealer ud til Doughmore Bay og Atlanterhavet og engagerede det amerikanske selskab Landmark National til at forestå den fysiske anlæggelse af banen. Landmark National gik siden i samarbejde med et andet amerikansk selskab, Kiawah Development Partners, som kunne levere både ekspertise og kapital, og sidstnævnte var der god brug for, idet Doonbeg fra starten var kalkuleret til at koste 12 millioner irske pund - 120 millioner danske kroner! Landmark National og Kiawah Development Partners har tidligere arbejdet sammen om blandt andre Ryder Cup-banen i 1991, The Ocean Course på Kiawah Island.

Fuldkommenhed
Den australske levende legende Greg Norman blev valgt som banearkitekt, og hans kommentar, da han første gang stod mellem de kæmpemæssige klitter og betragtede det dramatiske landskab, lød således: - Jeg er målløs.  Jeg vidste ikke, at et sådant stykke land overhovedet fandtes mere. Man kan jo bare tage en plæneklipper og klippe fairways mellem klitterne. Han fik nogenlunde ret i dette førstegangs-indtryk, for 12 af banens fairways blev praktisk talt kun renset for marhalm, ligesom greens-ondulationerne generelt følger landskabets konturer.

Siden Greg Norman tegnede sine første baneskitser, har han besøgt Doonbeg en snes gange og næsten hver gang rettet deltajer, til han er blevet 100 procent tilfreds. Så sent som i december foretog han de sidste tilretninger, som i øvrigt betød, at banen ikke kunne tages i brug fra 1. april som oprindeligt planlagt: - Alt skal simpelthen være fuldkomment inden åbningen, for dette er banen, jeg altid ønsker at blive identificeret med og vil være stolt over at have lavet.

Greg Normans kærlighed til links-baner skyldes, at han i sin tid lærte spillet på sådanne baner på den australske kyst: - Jeg har derfor altid elsker links-golf. Bolden er rund og skabt til at rulle. Jeg foretrækker at bruge elementerne (vejret) og konditionerne (landskabet) og synes, der ligger en  større udfordring i at lande bolden 50 meter fra flaget og lade den rulle ind i stedet for at flyve den hele vejen ind. At Greg Norman magter links-golfen, har han bevist ved at vinde to major-titler på links-baner, nemlig British Open på Turnberry i Skotland og på St. George’s i England.

Strenge miljøkrav
Med kendte banearkitekter som Alister Mazkenzie og A.W. Tillinghast som forbilleder har Greg Norman designet golfbaner siden 1987 - med TPC at Sugarloaf (Atalanta), Great White Course at Doral (Miami) og Grand Golf Club (Queensland, Australien) som de mest kendte.

Med sine dybgrønne teesteder, fairways og greens mellem de - i sommertiden - gule marehalmsbeklædte kæmpeklitter adskiller Doonbeg sig imidlertid væsentlig fra Greg Normans øvrige 35 bane-kreationer, selvom han altid har taget flest mulige hensyn til naturen i sine banedesigns. F.eks. har han  omkring Doonbeg-projektet måtte efterkomme strenge miljømæssige krav, fordi der sansynligvis er tale om den sidste links-bane i Irland - og måske også i hele Storbritannien.

Miljøorganisationer protesterer så kraftigt, når naturarealer langs kysterne inddrages til golfbaner, at meget tyder på, at den sidste tilladelse er givet til Doonbeg. Her var banen en overgang tæt på at blive droppet, fordi der på ét af hullerne blev fundet en mikroskopisk, sjælden snegl - et fund, der betød, at det pågældende hul måtte ændres! Set med golfspiller-øjne havde det været synd og skam, hvis Doonbeg aldrig var blevet til noget, for mere i pagt med naturen kan en golfbane simpelthen ikke komme.

Beliggenheden på kanten af Atlanten gør banen forskellig fra dag til dag - afhængigt af vindhastigheden og -retningen. F.eks. vil 14. hul, par 3, 96 meter, kræve alt fra et 5-jern til en sandwedge! Et andet barsk par 3-hul er 9. - med Atlanten på venstre side og en kæmpeklit til højre. Oftest skal boldes sendes ud over havet og bæres ind igen af vinden!

Lidt læ findes der dog undervejs, selvom man, på ægte links-maner, ikke kommer tilbage til kluhuset efter ni huller. På de huller, der ligger på langs med kysten, mærker man ikke vinden mellem klitterne, hvis det blæser fra vand- eller landsiden. Til gengæld føler man sig rent fysisk som en miniput på fairways, når de højeste af klitterne rækker 100 feet mod himlen - altså over 30 meter. Samme fornemmelse kan man have, hvis man befinder sig i én af de mange dybe bunkers med lodrette kanter!

Greenfee: 1400 kr.
Selvom par er 72 på Doonbeg, må hulsammensætningen også siges at være lidt usædvanlig, nemlig fem par 3-huller, fem par 5-huller og otte par 4-huller - endnu en følge af, at Greg Norman ikke ønskede at ændre i det bestående terræn, som, med hans egne ord, skulle forblive, som Gud skabte det. Det er intet mindre end 18 hullers dramatik, man udsættes for på Doonbeg - en evig kamp mod vinden og naturen. Holder man sig ikke på de grønne striber mellem klitterne, lurer katastroferne rent scoremæssigt, og er man kommet Doonbeg rundt i bare nogenlunde nærhed af sit handicap, skal man takke golfguderne  - hvis ellers nogle sådanne findes - for både held og dygtighed. Begge dele er nemlig nødvendigt for en  score på denne gigantiske bane, der, allerede inden den åbner, har fået en sådant ry, at golffanatikere står i kø for at komme til fra 1. juli, selvom det koster en pæn slat penge at spille en runde - 185 euroes eller godt 1.400 danske kroner.

Den første store turnering på Doonbeg spilles i øvrigt allerede i dagene 9.-12. juli. Det gælder Palmer Cup mellem de bedste college-spillere fra Storbritannien/Irland og USA. På længere sigt er det meningen, at der skal opføres en luksushotel med 90 værelser ved Doonbegs 1. tee og 18. green - plus en række udlejningshuse på banen. De første af sidstnævnte skal stå færdige i 2004, mens hotellet forventes åbnet i 2005. Til den tid vil hele projektet formentlig have kostet 40 millioner pund - 400 millioner kroner - men på den anden side kommer der også penge i kassen, når Doonbeg regner med mellem 50.000 og 60.000 greenfee-runder på årsbasis.

For inkarnerede linksgolf-elskere har det altid været et must at spille Lahinch, Ballybunion, Tralee og Waterwille på den irske sydvestkyst. Nu fuldender Doonbeg denne perlekæde, og det er den almindelige forhåndsopfattelse, at den sidste perle også bliver den flotteste - at simpelthen ingen andre links-baner i Irland,  eller hele verden for den sags skyld, slår Doonbeg.

Studerer du billederne på disse sider fra gigantiske Doonbeg, forstår du sikkert også hvorfor.