Min første runde

Min første runde

Som den sidste kom jeg ud at spille en bane-prøve for året 2004. Jeg kunde jo ikke vænte med at blive færdig med mit greencard.
Så min første runde er faktisk en halv runde. Baneprøven var på vores første 9 huller og med 4 slag på vært hul så skulle man klare de 18 pts. Det mente jeg at jag skulle kunne klare, bare jeg tog det stille og roligt.

Jag skulle mødes med en mand fra klubben der sørger for "kaniner". Jeg tager ud tideligt for at nå et par slag på drivingrange inden vi skal ud, og kan mærke nervositeten komme for at skulle slå ud for første gang på 1. tee. Fem minutter før vi skal mødes på tee'n går jeg op for at se når han kommer. Jeg venter, og der går 10 minutter... 15 minutter... 20 minutter. - hmm, har han glemt det? Efter et stykke tid så kommer nogen fra pro-shoppen og fortæller at han er i telefon inde i klubhuset. Bah, tænker jeg. Han kan sikkert ikke nå det. Men han fortæller at hans arbejde har forsinket ham og at han kommer så snart han kan. Så jeg går ud og vænter igen. Lidt senere kommer en mand i fuld fart ned af indkørslen, ud af bilen i en fart, hiver sin bag ud, og ser alment utilfreds ud. Jeg må bare vise mig fra min bedste "kanin-side" og lade ham fortælle det hele og ikke stille spørgsmåltegn ved så meget. Vi går op på tee og skal til at slå ud, jeg får honøren siden jeg været klar de sidste 30 minutter og han skal lige på sine ting på plads. Så efter at vi fået styr på scorecard slår jeg meget nervøst ud med min 3-wood, som er min "driver" på det tidspunkt.

Det der sker herefter kan jeg ikke huske så godt. Det hele er en tåge, men jeg føler at det går godt. Og det bekræfter min mester på banen.
Når vi så kommer ind til klubhuset igen er jeg mere ved bevidsthed og fanger hvad der faktisk bliver sagt. Han er i ild og flammer. Han fortæller de få mennesker der er der at det er bare gået så godt. Jeg prøver at modtage rosen, men kan ikke helt forstå det.
Alt i alt, så det da meget godt. Jeg kom der fra med en positiv fornemmelse og en lyst til at komme ud og spille mere golf. Min "mester" på banen skriver senere i vores klubblad på hjemmesiden som følger. Det han fortæller er en lille bitte drejet til min fordel. Døm selv...

"Jeg blev i den forgangne uge ringet op af Anna-Grethe, som spurgte, om jeg ville tage en "kanin" op til baneprøve.
"Pokkers", tænkte jeg. Det er sikkert en, som skal slæbes rundt på banen, idet vedkommende var den eneste, der var klar til baneprøve ud af et hold af flere.
- Vedkommende har sikkert ikke tålmodighed til at vente, var min konklusion. Hvorfor f..... kan han ikke vente, til der er et par stykker mere, som er klar, hvorfor d.... skal jeg spilde tid på ham?
OK - basic er jeg jo et venligt menneske. Jeg møder op på 1. tee - til næsten aftalt tid.
Mit udstyr og jeg var ikke helt klar, så efter et ganske kort og kontant "Goddaw", gjorde jeg ham klart, at han kunne jo slå ud, mens jeg gjorde mig klar.
"Hvor er green?" spørger han lidt forlegen. Fjolset havde aldrig været på stor bane!!!!
Hvordan i alverden kan han bare komme på idèen om at bede mig, gennemrutinerede golfer, om at bruge sandsynligvis flere timer af min sparsomme fritid på en komplet umulig nybegynder???
"Bare forsøg at slå kuglen mod nord", nærmest vrissede jeg.
Med ryggen til 1. tee hørte jeg en lyd, som jeg ikke kunne identificere med "køllemusik" fra en begynder.
Jeg vendte mig mod manden og spurgte: "Hvor blev bolden af?"
"Den ligger lige til højre for bunkeren", svarede han venligt.
Der kom CHOCKET. Bolden var slået ud på en afstand, som min driver blot kunne drømme om i det kølige vejr med en let brise imod.
"Hvilken driver har du?" spurgte jeg.
"Jeg har ikke fået købt en. Jeg fandt et ældre sæt jern i avisen, så jeg brugte mit 5-jern," svarede han nænsomt.
Han var helt ked af at kunne konstatere, at jeg - ældre mand med svigtende muskelmasse og potens - havde det største besvær med at drive over bakken ved træerne til højre for fairway.

Hul 1: Jeg traf bolden OK med min kølle. Han nåede næsten greenen i to!!! Med et jern!!! 3. slag slog han dog for langt. Den skæve green drillede. Vi fik begge en 7´er.

Hul 2: Hankaninen fandt sit gamle 5-jern, og med et stille og roligt sving sendte han den ud på fairway - fri af birketræerne. Han endte med at bruge 5 slag - og jeg 6. Pinligt!!!

Hul 3: Her vil jeg sætte ham på plads, tænkte jeg. Mit favorithul! Ned mellem bunkerne, ind og i - Par. Troede jeg. Dufferslag, op, 2 putts - en 5`er.
Hankaninen slår et 7-jern - over bunker til venstre. 2 putts og i. Par. Direkte pinligt!!!
Han talte meget venligt til mig, men jeg gad knap nok svare.

Hul 4: Jeg slår et perfekt drive. Han slår - heldigvis - ud i træerne til højre. Desværre finder vi bolden. Men her fik jeg ham. Jeg går fra hullet med en 5`er - han med en flot 6`er.

Hul 5: Jeg er nu i teten. Driver op til bunkeren. Sådan! Hankaninen 25 meter kortere. Jeg tager min 5-kølle. Op til greenkanten, yes!!! Hans 7`er jern når samme position. Men jeg imponerer ham dog med indspillet. Får min Par, men "bæstet" hænger på med en flot 5`er.

Hul 6: Banens sværeste hul. Nu kører det. Jeg driver til midt af søen. Hans jernslag kopierer. Min 3-kølle når toppen af bakken. Hans 7-jern ligeså.
Jeg lagde bolden forsigtigt frem til indspil. Fjolset knaldede OVER i sit 3. slag. Jeg var totalfærdig!!! Slog selvfølgelig i den forbandede bæk.
Man må ikke tænke negativt om sin medspiller - men det var en ille trøst, at han kun fik en 6`er. Jeg fik en flot 7`er!!!

På vej mod hul 7 dristede han sig til at spørge til mine evner som golfspiller. Da jeg fortalte, at jeg startede som 55-årig og havde et handicap på 12,9, kunne jeg mærke på sjoveren, at han ikke var nær så imponeret som min svigerfamilie og min svoger af tvivlsom herkomst. Det lyste nærmest ud af ham - tre lange år og stadig to-cifret!!!

Hul 7: Her duffer kaninen virkelig. Netop forbi dametee. Dejligt! Jeg lægger mig perfekt på siden af bunkeren. Han slår over greenen i 3 og får en 7`er. Ha-ha, jeg en 5`er!

Hul 8: Let vind - jeg slår et 7-jern. 4 meter fra pinden. Sådan - så er det din tur, Mr. hankanin!
En PW - mindre end 3 meter fra pinden. Chokerende! Vi får begge en Par.

Hul 9: Jeg har honnøren. Sidste udkald! Mine sidste resourcer findes frem. Driveren får det, den kan trække. Perfekt ned til den første bro. Han slår nøjagtig samme længde med hans ældgamle 5`er jern. Lidt heldigt for mig ligger hans bold midt på skråningen. Med ryggen til får jeg fremtvungent et lille smil i vis forventning om, at her får han da en streg. Men - ork - nej. Atter får han sig vredet ud af klemmen og kommer derfra med en acceptabel 7`er. Efter diverse bunkerslag indkasserer jeg en elendig 6`er.

Til runden brugte jeg - efter årstiden måske - acceptable 47 slag på de ni huller. Han gennembankede mig, idet han som grønskolling kunne notere 49 slag. Brutto!!!
Sammenlagt scorede han 42 stablefordpoints. Med 3 slag per hul kom han ind med imponerende 31 stablefordpoints! Hans scorekort er indleveret til regulering.

Spøg til side! Det var en ren fornøjelse at gå en dejlig aftentur med et golftalent ud over det sædvanlige.
Samtidig var han en meget sympatisk, sød og rar ung mand, som kunne fortælle, at han startede på bar bund i august (i år) sammen med sin kone.
Han kunne også fortælle, at han altid havde dyrket sport. Fodbold, bordtennis, tennis, badminton m.v.
Jeg er overbevist om, at jeg har gået en runde med (HUSK på navnet) Fredrik Sverenius, kommende elitespiller. Pt. DANMARKS BEDSTE HANKANIN!!!

Puha... puha... presset er lagt på mig efter dette flotte brev. Vi må ju se hvordan det går når sommergreeens åbner igen.
8. januar 2007 kl. 15:47