Matchresume Kokkedal-Smørum mv. Smørum "styrer" i Øst - Vejle i Vest. Vejle i semifinalen.

Matchresume Kokkedal-Smørum mv. Smørum "styrer" i Øst - Vejle i Vest. Vejle i semifinalen.

Smørum Golfklub fører Nykredit Elitedivisionen-Øst.
Efter et hårdt weekend program kan stillingen i Elitedivision Øst og Vest nu gøres op, inden den sidste uhyggeligt spændende og afgørende 1. weekend i august.

I Vestkredsen fører Vejle sig flot frem med maksimumpoint 8 efter 4 kampe. Holstebro er på 2. pladsen med 4 point, Aalborg på 3. pladsen med 2 point, og Aarhus på 4. pladsen ligeledes med 2 point. Såvel Vejle som Holstebro fik fuldt udbytte i den forgangne weekend. Det er nu helt sikkert, at Vejle dermed har sikret sig en af de to eftertragtede pladser i Semifinalerne i Gilleleje til efteråret. Vi i Smørum Swans - Golf Support iler med at ønske Vejle Golfklub tillykke med avancementet, der måske er lidt overraskende, til gengæld er det fuldt fortjent. Det er samtidigt helt åbent, hvem der tager den sidste plads. Holstebro må ovenpå weekendens flotte sejre påtage sig favoritrollen til den anden plads.

I Østkredsen er der gået fuldstændig "biksemad" i stillingen. Alle slår alle i år, og stillingen er fuldstændig absurd. Alle 4 hold har spillet 4 kampe og har 2 sejre og 2 nederlag, og dermed hver 4 point. Hvis man ser på scoren for de forskellige matcher - og det gør vi i Smørum Swans - Golf Support, så kan vi glæde os over, at vores Supereliteteam holdt skansen, og bevarede 1. pladsen trods 2 choknederlag i weekenden til Odense (hjemme) og Kokkedal (ude).
Helsingør - der i weekenden gjorde brug af "still going strong" Anders Sørensen - fik 2 velfortjente og imponerende sejre over henholdsvis Kokkedal (ude) og Odense (hjemme). Nu venter så en ulidelig spændende og altafgørende 1. weekend i august, hvor Østkredsens pladser først bliver fordelt på sidste spilledag. Smørum Golfklub skal hjemme møde Helsingør lørdag og Odense ude søndag. Kokkedal skal lørdag møde Odense ude og Helsingør ude søndag. Det bliver næsten ikke til at holde ud. Undertegnede vil allerede imorgen starte de indledende øvelser og påbegynde de nødvendige indkøb af piller, plaster, underhylere og toiletpapir. Hold fest det bliver uhyggeligt. Under alle omstændigheder kan vi frem til august synge den velkendte slagsang: Vi ligger nr. 1, Vi ligger nr. 1, Vi ligger nr. 1, men allerhelst vil vi ønske os, at vi kan synge videre efter sidste spillerunde. Det er op til vores spillere, der forventes at møde i supertopform til de sidste 2 altafgørende matcher. Samtidig skal der lyde en kraftig opfordring til alle Smørum Swans - Golf Supportere, sørg allerede nu for at reservere den 1. weekend i august, og kom og støt Smørum Golfklubs knaldhamrende dygtige golfambassadører, de fortjener det virkeligt. Der er stadig ledige pladser på ganske få huller - dog kun ståpladser !!

Søndag bød - udover Herre Eliteholdets nederlag - også på flere flotte resultater for vores øvrige hold. Dame 1. holdet vandt endnu en knusende sejr over København. Denne gang hjemme med resultatet 7-1. Damerne ligger nu på en delt 1. plads.

Herre 2. holdet er helt outstandig igen i år. Endnu en flot sejr blev halet i land søndag. Denne gang med 9-5 over Søllerød, og 2. holdet har stadig maksimumpoint, nu efter 4 kampe og ligger selvsagt suverænt som nr. 1 i deres række.

Herre 3. holdet er kommet ind i en rigtig god stime. I dag blev det til sejr på flotte 10-4 over Brøndby I, hvilket særligt varmer undertegnedes hjerte. Tusind tak gutter.

Nå, men tiden er knap og jeg er godt slidt, så matchresume fra Herre Elitedivisionsholdets søndagsmatch bliver denne gang lidt begrænset - hvilket formentlig vil glæde Bent Dibbern, der de seneste sæsoner konstant har klaget over de lange referater. Det er vist noget med, at hans "staveplade" løber tør for batteri.

Holdet mødtes i Kokkedal kl. 06.30, til morgenbuffet. Det må bemærkes, at på denne dag mødte tillige Manager og Direktør Jens Peter Rasmussen.

De første supportere var mødt før solopgang, såvel for at hejse fanen, som for at sikre sig en god plads. Mentalguru Steen Krarup og undertegnede var først på området. Alvang Senior fulgte kort efter. Formand for Smørum Golfklub Børge Lobeck og kasserer Vagn Nielsen dukkede ligeledes rimeligt tidligt op.

Holdopstillingen blev indleveret og four-somes blev spillet således:
1) Andreas Kali/Steffen Alvang vs. Nils Rørbæk/Simon Gundorph.
Det blev en hård op ad bakke tur for vores spillere. Rørbæk/Gundroph var en meget stærk cocktail. Rørbæk - der senere på dagen udtrykte pyromanagtige tendenser, ved at fremsætte ønsker/trusler om at afbrænde Smørum Swans - Golf Support FANEN - spillede som i ungdommens vår, selv om det efterhånden ligger mange år tilbage !! Simon opførte sig anstændigt og hjalp og støttede Rørbæk hele vejen rundt, så "den gamle pyroman" fik sig en veltrængt succesoplevelse. Andreas og Steffen kæmpede som altid imponerende, men bremse Kokkedalduoen kunne de ikke. Sejr til Rørbæk/Gundorph med 4/2.

2) Mark Schytter/Mark Haastrup vs. Jesper Lerchedahl/Christopher Svendsen.
Her blev Danmarks "engang" i særklasse stærkeste four-some igen sat på noget af en prøve. Undertegnede fulgte slaget på tætteste hold, med en caddietjans for selveste Hr. Schytter. Vi kom flot op på 2. hul, delte en så en masse og vandt også 7 hul, hvor det denne gang var Christopher tur til at iføre sig "våddragt" og udføre en kanonslag fra vandhasarden. Imponerende flot og meget vådt slag. Vi turnede i 2 op. Lerchedahl/Svendsen kom for alvor ind i matchen med gevinst på både 12. og 13. med to flotte birdies. Den dynamiske duo var rystet. Kokkedaldrengene udnyttede forvirringen og snuppede både 15. og 16. En deler på 17. og fighten var afsluttet med sejr til Kokkedal på 2/1.

3) Christian Bindslev/Anders Linnet vs. Allan Nielsen/Jakob Hommel-Hansen.
En four-some af international klasse. Begge sider ville vinde. Det skiftede konstant og fighten gik alle 18 heller. Selv om vi havde brug for en sejr, må det delte resultat accepteres. De var bare lige gode disse to klasse-duoer. Synd der ikke var flere, der fik set den flotte oplevelse. Resultat 0/0 og Smørum kom endeligt på tavlen.

En frokost der førte tankerne hen på Gustav Hviids "Ædedolkenes Klub", blev indtaget i klubhuset. Helt uovertruffet gennem sæsonen. Et par rabarbertrifli blev sat til livs - ohhh hvilken kur. Så dukkede Søren HP og frue op for at supporte, dejligt nu var vi ved at være mange.

Fokus blev sat på singlerne. Hvordan ville Kokkedal stille op ? Hvis de vidste, at vi vidste, at de vidste, at vi ville starte og slutte med den ene Mark frem for den anden, så kunne meget vindes. Det blev bestemt, at der skulle ske genvalg til alle four-somes spillere til singlerne, der formede sig og gik således:
1) Mark Schytter vs. Simon Gundorph.
Det lykkede igen undertegnede at få et lift med Hr. Schytter. Simon startede med brask og bram. Birdie på 1. hul med et superput. Jo-Jo, Hr. Schytter fik straks besked om, at der skulle kæmpes om hvert hul. Kokkedalknægtens putter var brandvarm efter en four-somes sammen med fiktionspyromanen Rørbæk. Alt "røg" i for Simon på for-ni, med et anslået gennemsnit på 17,657 meter pr. holede put. Der blev turnet med stillingen A/S. Så tog Hr. Schytter for alvor fat - nu havde han fået nok ! Samtidig dukkede en af Smørum Swans - Golf Support aller bedste støtter op på banen. Mine damer og herre: Harry Steffensen var mødt. Nu kunne intet gå galt. Hr. Schytter takkede for fremmødet med Birdie på 10. 12. og 15. og med par på resten, hvilket tog pusten fra Simon. Sikker og kærkommen Smørum sejr på 4/3, så var vi på vej tilbage i matchen. Tak for timingen Harry. Og hvem dukkede yderligere op og så denne flotte sejr, jo minsandten, selveste Fru Jette Unn Hansen, der i anledning af FARS DAG, havde forladt såvel køkken som strygetøj for at bakke op omkring Holdleder Ebbe og drengene. Det var stort og en flot FARS DAGS GAVE, som mange andre kvinder kunne tage ved lære af !!
2) Christian Bindslev vs. Nils Rørbæk.
Flot fight, men der var hos undertegnede aldrig tvivl om resultatet. Bindslev havde situationen under kontrol hele vejen. Rørbæk kom aldrig i nærheden af sejr. Man kan vel nærmest tale om, at Rørbæk løb tør for benzin !! Det var alligevel som altid vildt underholdende at overvære en match med Rørbæk som deltager. Eder og forbandelser blandes volumiøst med hvert eneste slag. Det er underholdning af høj høj klasse. Bindslev strammede spændetrøjen til, til sidst og fik en rigtig god sejr på 2/1.
3) Steffen Alvang vs. Allan Nielsen.
Gårsdagens helt store Smørumhelt var igen i en klasse for sig. Nielsen kæmpede flot mod overmagten, men Steffen er pt. en af landets absolut stærkeste skarprettere i hulspil. Assisteret af Alvang Senior, der i FARS DAGS GAVE havde fået tjansen som caddie, gik det over stok og sten. En flot og sikker sejr på 3/2 blev halet i land.
4) Andreas Kali vs. Jakob Hommel-Hansen.
SUPEROPGØR. Andreas kom bagud med flere huller undervejs, men på velkendt imponerende vis kæmpede han sig hele tiden tilbage i matchen. Det kan ikke afvises, at tilstedeværelsen af en af Smørum Swans - Golf Supports allerførste og største helte gennem tiden, Golfpro Alexander Renard, der er Andreas fætter, tillige havde en positiv indvirkning.
Hommel var som altid stærkt spillende og med sin velkendte rolige vinderattitude, udstrålede han nærmest: Det er min hjemmebane, her regerer jeg ! Andreas kom fantastisk tilbage til A/S efter 14 huller, men Hommel trak på ny fra. Der blev her spillet golf i absolut topklasse matchen ud. Andreas tvang matchen til sidste hul, men måtte desværre acceptere en sejr til Hommel og Kokkedal med mindst muligt 1/0.
5) Anders Linnet vs. Christopher Svendsen.
Fantastisk fight og utrolig seværdig match. SNUS-fornuftige Svendsen skabte sig rimeligt hurtigt et sikkert forspring, som med indædt fight blev holdt turen rundt. Linnet viste flere eksemplariske eksempler på sin kunnen, ikke mindst det berømte "One Hand Linnet Chip", men hver gang han nærmede sig Svendsen, så slog denne kontra. På 15. hul fik de utallige tilskuere oven i købet det sagnomspundne "Linnet-PUMP", da der skulle og blev holet for at blive i matchen. Det hele sluttede dog på 16. hul, hvor Svendsen med et Giga-slag sikrede sig en sejr på 3/2.
6) Mark Haastrup vs. Jesper Lerchedahl.
En knivskarp duel, til stor glæde for de mange fremmødte tilskuere og medspillere.
Mark var på et tidligt tidspunkt 2 up, men stillingen var lige efter 15. hul. 16. hul vandt Mark og rigtigt mange så nu frem til en mulig Smørum sejr, der ville betyde at den samlede match blev delt. Lerchedahl ville det dog anderledes. Opmuntret af holdkammerater og tilskuere, lykkedes det flot for Lerchedahl at udligne på 17. hul. Så var det ud på 18. omgivet af tilskuere. Åhh, det var en sand fryd for Smørum Swans - Golf Support at se de mange fremmødte, der fulgte denne dagens sidste Elitedivisionsmatch. Jo - jo, interessen er der.
Flotte teeslag fra begge, med lille fordel til Mark. Situationen var klar for alle. Mark skulle vinde hullet, for at dele matchen. 2. slaget slog Lerchedahl over green, mens Mark slog den små 8-10 meter kort af pinden. Et stjernechip af Lerchedahl indtil en lille meter fra pinden, satte for alvor Mark under pres. Desværre sneg Marks put sig forbi med mindst mulige margin. Hullet blev delt og stor jubel i Kokkedallejren. Samlet resultat blev sejr til Kokkedal med 10-8.
En lang og sej weekend gik på held. Såvel spillere som ledere og os i Smørum Swans - Golf Support var godt slidte. Nu er Nykredit Herre Elitedivisionen igen helt åben. Men vi har stadig de samme ambitioner. Det handler om GULD. Endnu engang stor tak til de mange Golf-Supportere. Og husk så, VI LIGGER STADIG NR. 1.
Læs tidligere referater mv. længere nede på siden.
FORZA SMØRUM - FORZA SMØRUM - FORZA SMØRUM.
Hilsen Kim Tage Vang Andersen
Formand for Smørum Swans - Golf Support.

8. januar 2007 kl. 15:28

Search

Hotel Romantik

Egedal Golfklub

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik