En plan uden klare mål

Players Lounge:Debat:Danske golfspillere:En plan uden klare mål


En plan uden klare mål
af Jørgen Mizander - 04. juli 2005 kl. 20:04 - 0 indlæg

Svar på indlæg

Plan uden forpligtende mål





Undertegnede fik i weekenden en opringning fra en af dansk golfs mere markante personligheder, der sagde: Det er udmærket, du slår lidt i dynen, gør opmærksom på fejl og mangler, men prøv at sæt konkret fornyelse og forbedring ind efter kritik. Kom med en vurdering og forslag til forbedringer af den samlede nye virksomhedsplan.

Han har ret. Kritik uden konstruktive forslag er ufrugtbart, nærmest som at bakke ind i fremtiden. Derfor har jeg gennemlæst hele virksomhedsplanen/fremtidsplanen, og min konklusion er: På en lang række tekniske og taktiske niveauer indeholder den naturligvis en masse gode og fornuftige forslag. Der ingen tvivl om, at DGU har intentionerne, men jeg mangler ambition og forpligtende mål. Især med tanke på, at DGU er rykket op i eliten af dansk idræt. (Spørgsmålet er, om golfen medregnet de ca 25-3o.ooo løse golfere ikke allerede er Danmarks næststørste sportsgren, ellers bliver vi det snart.) Og i lyset det og med tanke på den kolossale bevågenhed, der p.t. er omkring golfen, så bør DGU være tydeligere i mælet og proklamere mere committede mål. Også fordi det er målene, og gerne ambitiøse mål, der inspirerer enhver organisation. Den plan, DGU har lavet og som danner grundlag for den udvikling, golfen skal tage de næste mange år, er så løs i koderne, at havde det været en virksomhed, så havde direktionen sparket hele markedsafdelingen ud over hegnet i et los.

Enten bør DGUs egne folk se på planen igen, eller også bør man finde tre dygtige marketingfolk fra golfens egne cirkler ( vi har mængder af dem i dansk golf ), betale dem et anstændigt beløb, og glæde sig over, hvad de kommer frem til. Fordi ændringer bliver der. Det kan jeg garantere.



Nu fører det for vidt at gennemgå hele planen, men tag f.eks. et af de indledende afsnit om golfens voldsomme forandringsproces. Her hedder det i planen, at ” DGU vil medvirke til moderniseringsprocessen, så golfen får en lykkelig udvikling”.

Der savnes nøjagtig beskrivelse af hvilken proces, eksakt hvilke mål, hvilke problemer, hvilke tiltag?

Vedr. DGU og klubberne. ” DGU vil servicere klubberne efter ønsker og behov ”

Hvad er behovene, hvordan vil DGU opfylde behov og ønsker, hvad er målene. Hvor er den målestang, DGU kan vurderes efter om nogle år. Og forhåbentlig høste roser.



Breddemålsætningen er for vag, det har jeg påpeget tidligere, derimod er DGU konkret og ambitiøs på miljø-området.



DGUs aktuelle udfordringer. ” Det vil fortsat være en udfordring for DGU, at der etableres et tilstrækkeligt antal klubber og baner, så balancen mellem muligheder og ønsker opretholdes ”.

Hvor mange baner skal vi have, hvornår, hvad vil DGU gøre, så vi får det antal o.s.v.

Hvad vil DGU gøre ved problemet de klubløse golfere. Green pas er åbenbart ikke løsningen.



DGUs mål. DGU vil arbejde for, at golfen er for alle, vil stå for kvalitet, have bedre kontakt til de frivillige, sørge for statistik, uddannelse, sætte focus på pay and play, fremme baneinitiativer og tilpasse organisationen efter fremtidens behov og krav. Igen for løst, for uinpirerende og for uforpligtende. Desuden vil DGU forkorte kort-tiden, sørge for bedre intern rapportering og nedbringe svartiden for henvendelser til DGU. Det er ikke strategier, det er ordre.



Elite-vision. Her havde jeg gerne set, at DGU direkte skrev: Vore elite herre og damer skal om fire år være blandt de fem bedste i verden, og vore junior skal opnå en placering som nr. 3. Og for at nå de mål, vil vi gennemføre plan A og plan B. Det er klar tale og inspirerende mål.

Nu hedder det, at DGU vil skabe amatører og professionelle, der kan yde sit bedste under pres. DGU vil også udbygge relationerne mellem elitespillerne og sponsorer bl.a. i pro-teams. Og som nævnt skabe min. én EU Tour-spiller årligt. Jeg mener ikke, at DGU skal befordre prof-spil, farerne er for store. Skal man endelig blande sig i rekrutteringen til prof-golfen, så skal det foregå med så skarp adskillelse fra amatørgolfen som muligt. Via tilmeldte unge, med klare ønsker, i DGU Erhverv, på DGU Erhvervs regning og på DGU Erhvervs ansvar.

DGU skal primært tænke på at dygtiggøre vore bedste amatører, give dem nogle fantastiske oplevelser og sørge for, at de ikke lider skibbrud på den professionelle golfs farefulde hav.

Afsnittet om elite-akademierne er fremragende. Det samme er miljø-målsætningen.

Den eksterne kommunikation er ikke fair at kommentere. DGU får jo nu en ny på posten.



DGU Erhverv. Her er målene i hvert fald klare. Det samme er intentionerne, nemlig bl.a. at sikre det økonomiske fundament til pro-turneringer. Her har DGU foretaget et valg og en prioritering, og det har man naturligvis lov til. Personligt mener jeg ikke, at DGU skal involvere sig – man skal støtte bl.a. med officials – men prof-turneringer er tidskrævende og risiko-betonede. Tiden og kræfterne kan bruges til noget bedre og mere indkomstgivende.



DGU skriver, at planen er udtryk for DGUs tanker, og handlingsplaner vil blive udarbejdet senere – med de årlige budgetter. Sådan foregår det ikke i det virkelige liv. Her laver organisationen en færdig eksakt plan med mål, strategi, taktik m.v. Med hensyntagen til problemer, muligheder, ressourcer m.v. Og behovet for klare mål og eksakte planer er åbenbart. Fordi dansk golf er ikke helt en succes-historie. Det kunne have været det, men som situationen er nu er det en problem-historie med de mange nødstedte golfere.



Til sidst, så tillad at jeg blander mig med et konstruktivt forslag uden for virksomhedsplanen. En begivenhed hæfter jeg mig ved, nemlig arrangementet Junior World Conference på dansk jord næste år. Den begivenhed ville jeg ikke lade passere uden forslag.

Præsenter ideen: Prinsesse Marys Junior World Ryder Cup. Jeg er overbevist om, at den golfspillende prinsesse vil bakke projektet op, og pengene kan ikke være svære at skaffe. Inviter hold fra Norden, Europa, Storbritannien, Nordamerika, Australien, Asien, Afrika og Sydamerika. Otte i alt. Lad de unge golfere, 12 på hvert hold som i Ryder Cup, møde hinanden over seks dage, to dage pr. match i indledende matcher, semi og finale plus match om 3,5 og 7 pladsen.

Spil førstedagen som fourball og foursome formiddag og eftermiddag, 2 dagen singler.

Det nordiske hold, hvor jeg formoder 4-5 unge danske golfere får plads, får muligvis kærligheden at føle, men jeg vil garantere, at de potentielle danske golfere vil træne som vilde for at komme med på holdet. Der vil blive sat focus på ungdomsgolfen. Desuden vil matchen sikre en profileringen og en promotion af dansk golf, som vi ikke kan betale os til.



Og med dette samlede indlæg, så tror jeg, at jeg har ydet mit bidrag til debatten om fremtiden.



Med venlig hilsen og de bedste ønsker,

Jørgen Mizander.











Search

Hotel Romantik

Egedal Golfklub

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik