Kokkedal

Frivillige i kø
Op til Nykredit Masters har arrangørklubben Kokkedal Golfklub oplevet en overvældende interesse fra golfinteresserede, der har ønsket at hjælpe til med afviklingen af turneringen. Netop de såkaldte frivillige er rygraden i en turnering som denne. Og derfor hviler der et stort ansvar på skuldrene af Erik Lauritsen, der har påtaget sig opgaven at koordinere hele det frivillige apparat, som dækker alt lige fra parkering til indrapportering af scores

Af Søren Tidmand, 26. februar 2008

     
 

         

 

Erik Lauritsen

Erik Lauritsen har ansvaret for at koordinere 225 mands arbejde i Kokkedal

- Vi kan bestemt ikke klage over interessen, lyder det fra Erik Lauritsen, der til daglig er formand for turneringsudvalget i Kokkedal Golfklub.

I Nykredit Masters-ugen har han på foranledning af arrangørklubbens formand, Lars Gundorf, indvilget i at holde styr på de i alt 225 registrerede frivillige hjælpere, som hovedsageligt kommer fra de nordsjællandske klubber.

- Det er ikke kun vore egne medlemmer, der har meldt positivt tilbage. Mange kommer fra Hillerød, Furesø, Fredensborg, Helsingør og Gilleleje … ja, vi har faktisk to hjælpere, som kommer helt fra Sindal i Nordjylland. De fleste ser det som en spændende mulighed for at komme rigtig tæt på de professionelle spillere og mærke atmosfæren på Ladies European Tour, mens andre slet ikke er med for at se golf. De ønsker bare være med til at gøre arrangementet til en stor succes.

Golf er som bekendt en sport, som i høj grad lever af de frivilliges indsats. De står og viser vej på parkeringspladsen, de sørger for transport af spillerne til og fra banen, de hjælper tilskuerne med at få en god oplevelse ved at sætte resultater på tavlerne og guide dem rundt på de 18 huller. Og sidst men ikke mindst er der nogen, som får lov til at være med i centrum som trolley-skubbere.

- Der er utroligt mange opgaver, som skal løses. Ikke alle sammen er lige spændende, men det lader ikke til at være noget problem overhovedet. Den største udfordring for os har været logistikken; at få kabalen til at gå op og undgå dobbeltbookinger, fortæller Erik Lauritsen, der sammen med sine syv ”holdkaptajner” styrer hele køreplanen i et kæmpe excel-ark.

- Vi har prioriteret meget højt at give alle frivillige flere forskellige opgaver eller positioner, så de ikke bare skulle stå og sætte tal på den samme scoretavle hele ugen. Alle har fået en mail tilsendt med tidspunkterne, hvornår de skal komme. Og først når de møder op, får de at vide, hvad de skal lave den pågældende dag.

Højest på ønskelisten blandt hjælperne er sikkert en tjans som tovholder i søndagens førerbold, især hvis Iben Tinning, Lisa Holm Sørensen eller en af de andre danskere griber chancen og blander sig i kampen om Nykredit Masters-trofæet. Til gengæld vil alle 225 helt sikkert være til stede, når vinderen senere på eftermiddagen får overrakt samme trofæ af Kronprinsesse Mary.

- Det bliver en perfekt afslutning på en forhåbentlig vellykket uge i Kokkedal, slutter Erik Lauritsen med et forventningens smil ... inden han vender tilbage til sit regneark.

Nykredit Masters på dgu.org

----------
Nyheder:Professionelle:Damer:2005:Nykredit Masters:Frivillige i kø

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Golfstore

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik