Det siger de ved Nykredit Masters

På denne side kan du læse noget af alt det, de 125 spillere siger ved Nykredit Masters i Kokkedal

26. februar 2008

       

 

Søndag 4. september

Smilende Iben

Iben Tinning

Iben Tinning, 70+68+70+65 (-15)
Vinder af Nykredit Masters

- Jeg vil sige en stor tak til publikum. Det var helt kanon at høre sit navn blive råbt derude
- Det er fantastisk at vinde på dansk jord. Stemningen mindede helt om Solheim Cup
- Tak til Kronprinsesse Mary for at støtte vores turnering
- Jeg kommer til USA med en masse selvtillid. Jeg rammer bolden rigtig godt for tiden
- Jeg fik først at vide på 9. hul, at der var sørget for transport til USA i aften
- Det er fedt at skulle til USA nu. Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke kan fejre denne sejr
- Publikum var helt geniale. Jeg er ret stolte over dem
- Det var fedt at komme op af 18. – jeg kan ikke sige det med andre ord. Hårene rejste sig på mine arme, da publikum klappede af mit andetslag
- Det har været mit mål hele året at vinde Order of Merit
- Når Annika kan blive ved med at sætte sig nye mål, så kan jeg vel også. Der er for eksempel British Open
- Jeg havde i det held, der skulle til. Og når man har det, så vinder man

Amanda

Amanda Moltke-Leth

Amanda Moltke-Leth, 72+66+71+70 (-9)
Sluttede delt 6

- Jeg gik hårdt efter at lave birdien på 18. Jeg ville høre brølet
- Det her kan forhåbentlig give kvindegolfen et boost og være med til at påvirke flere piger til at få øjnene op for golf. Nykredit Masters var en sejr for kvindegolfen
- De mange tilskuere påvirkede mig. Men jeg var kun rigtig nervøs på et hul – og det var det første hul 

Mianne Bagger, 75+67+77+73 (+4)
Sluttede som delt 40

- Jeg var helt oppe af køre efter min eagle på 15., og tænkte at nu skulle jeg have en runde på 4-5 under par
- Min putter var dårlig i dag. Det har den været hele året, og det plejer ellers at være min styrke. Jeg har ingen selvtillid med putteren
- Det har givet god erfaring at spille i weekenden

Julie Tvede smil

Julie Tvede

Julie Tvede, 75+66+73+74 (Par)
Sluttede delt 26

- Det gik fint i dag. Jeg kunne dog godt have ønske mig lidt bedre spil
- Det har været en god debut på Europatouren. Overall er jeg godt tilfreds med ugen
- Det er fedt at vide, at man er god nok, hvis man spiller op til sit bedste
- I næste uge skal jeg spiller Pro-Am på Tullamore

Rikke Rasmussen, 75+72+77+69 (+4)
Sluttede som delt 40

- Det var rart at slutte af med en ordentlig runde
- Det var dejligt at komme op af 18. med alle tilskuerne. Det var i det hele taget dejligt at være hjemme i vante omgivelser og spille for hjemmepublikum

Lørdag 3. september

Amanda Moltke-Leth er populær i Kokkedal

Amanda Moltke-Leth

Amanda Moltke-Leth, 72+66+71 (-7)
Den anden dansker i søndagens førerbold

- Det var fedt at komme op af 18. hul med alle de mennesker. Det er jeg jo ikke vant til – hverken på Europatouren eller når jeg spiller ude i Dyrehaven
- Hvis jeg slår Iben, så ved jeg, at jeg har spillet en god runde
- Min selvtillid har aldrig været så høj. I morgen skal den have gas 

Iben Tinning, 70-68-70 (-8)
Dansker der førte turneringen midtvejs i tredje runde

- Det var en blandet pose bolcher i dag. Jeg startede godt, faldt lidt sammen på midten af runden og sluttede godt af.
- Jeg spillede rigtig godt på for-9, men slog så mit drive på 10. hul ind i hestefolden. Bolden ramte hegnet og havnede i noget meget tykt rough, og derfra måtte jeg droppe. Og så var det ikke svært at lave en dobbeltbogey
- Jeg går selvfølgelig efter at vinde, men jeg skal have lidt mere tur i den, hvis det skal kunne lade sig gøre i morgen. Men jeg tager et slag ad gangen
- Forholdene var noget vanskeligere i dag. Vinden gjorde det sværere.
- Det er helt perfekt med opbakningen derude i dag. Det er noget anderledes, end de forhold jeg er vant til, men det er helt perfekt med alle de mennesker, der klapper og bakker os op

Cecilie Ekelundh, Sverige, 67+70+69 (-10)
Svensker der fører Nykredit Masters

- Jeg er meget optimistisk. Jeg har spillet virkelig godt på det seneste, og den følelse har jeg stadigvæk
- Jeg har kun to timer hjem herfra, så det er ligesom at være hjemme. I morgen skal jeg ud i førerbolden, så jeg håber på, at der kommer nogle mennesker fra min hjemmeklub og bakker mig op
- Jeg har aldrig prøvet at gå ud til en finalerunde og været alene i spidsen, så det er noget helt nyt for mig. Jeg ved jeg kan vinde, så jeg tvivler ikke på mig selv. Jeg håber bare på at få en god start i morgen
- Jeg har ingen problemer med at tilskuerne bakker danskerne op. De vil have gjort det samme for mig i Sverige

Julie Tvede

Julie Tvede

Julie Tvede, 75+66+73 (-2)
Ung pro, der måtte kæmpe for at holde sammen på scoren

- Jeg ramte bolden ret dårligt i dag. Jeg ramte kun fire fairways, og så bliver andenslagene noget længere og sværere. Hvis ikke mit korte spil og puttning havde været godt, kunne den sagtens være blevet +3 eller +4 i dag. Jeg spillede mere usikkert i dag, og så manglede jeg det held, som jeg havde i går. Jeg håber at jeg kan komme igen i morgen og svinge igennem
- Det er smaddersjovt med så mange tilskuere, men jeg var da lidt shaky i starten

Mianne Bagger, 75+67+77 (+3)
Dansker med nyt mod på golfen

- Der var for mange dårlige huller i dag, men det er jo en helt ny oplevelse for mig at spille i weekenden, så der er mange tanker i hovedet, som jeg skal forsøge at holde uge. Nu kan jeg lige pludselig vinde nogle penge, og når der er så mange tilskuere, vil man jo gerne spille ordentligt.
- Jeg tager et skridt ad gangen, og nu handler det om at få noget erfaring.  
- Jeg er i gang med at omlægge mit sving, og jeg synes det går fremad. Min spillepartner Vicky (australske Vicky Uwland, red.) fortalte mig, at svinget allerede ser meget bedre ud, og det er rart at høre. Jeg er optimistisk.

Lisa Holm Sørensen, 72+73+73 (+6)
Dansker der har en god chance for at vinde en Volvo

- Jeg har overhovedet ikke bilen i tankerne. Det er alle mulige andre, der hele tiden spørger mig om den, men jeg tænker altså ikke på, at jeg kan vinde en bil. Det er det sidste, jeg tænker på
- Jeg spillede elendigt i dag. Hverken min driver, mine jernslag eller min putter fungerede

Rikke Rasmussen, 75+72+77 (+8)
Første dansker til at afslutte tredje runde

- Min puttning fungerede overhovedet ikke i dag. Jeg soldede det hele væk på greens. Jeg havde fire tre-putts på de sidste 10-12 huller
- Til sidst ville jeg bare hjem, så jeg kunne starte på en ny runde i morgen. Jeg var lidt blød i sværen på vej op af 18. og registrerede ikke rigtigt de mange tilskuere

Fredag 2. september

Julie Tvede, 75+66 (-3)
Glad dansker, der havde det held, som skal til for at skyde en 66'er

- Jeg slog et dårligt slag i dag. Jeg flækkede mit tredjeslag på par 5-hullet 6. tværs over green og ud i roughen. Jeg havde et umuligt leje, over en lille knold og flaget stod lige i greenkanten. Men så holede jeg indspillet, og i stedet for en bogey fik jeg en birdie

Victoria Stefansen, 78+78 (+12)
Dansk landsholdspiller, der har haft  en forrygende uge i Kokkedal

- Det har været den fedeste oplevelse at være med her. Jeg havde det sidste putt på 18. green, et lille 40 cm. putt, og jeg havde slet ikke lyst til a hole den, fordi jeg bare ville have at det skulle fortsætte

Amanda Moltke-Leth 72+66 (-6)
Dansker med en 11. plads som sæsonens hidtil bedste resultat. Nu på en delt 3. plads i Nykredit Masters

- Der er to runder endnu, men der er bestemt muligheder. Jeg gik egentlig ud i dag med det mål at undgå at lave bogeys, men så begyndte mine birdieputts at rulle i. Jeg var dejligt aggressiv med min putter i dag i forhold til i går, og jeg fik stor hjælp af min lokale caddie (Nils Rørbæk) til at finde de rigtige linjer. I morgen skal jeg forsøge at finde frem til det samme spil
 
Jan Frej Petersen
Assisterende landstræner

- De danske amatører har lært to ting i denne uge. For det første har de set, at de ikke er ret langt fra at klare cuttet i en professionel turnering. For det andet har de lært, at det er deres indspil, bunkerslag og puttning, som de skal arbejde med, hvis de vil spille på det her niveau. I det lange spil kan de sagtens være med

Mette Buus 79 + 75 (+10)
Nyprofessionel med ambitioner om Europatouren. To firedobbelte og to dobbelbogeys undervejs ødelagde chancerne for at klare cuttet

- Jeg spillede 32 gode og fire forfærdelige huller i den her turnering. Men jeg traf nogle dårlige valg undervejs. Nu må jeg forsøge at fokusere på det positive

Maria Blomqvist, Sverige 71 + 68 (-5)
Svensker med en af dagens få bogeyfri runder

- Jeg er meget overrasket. Det var min anden runde uden bogeys nogensinde. Den første kom på tourskolen sidste år. Jeg ramte 16 greens (in regulation) og puttede virkelig godt

Mianne Bagger

 Mianne Bagger

Mianne Bagger, 75+67 (-2)
Dansk verdensstjerne, der har svært ved at finde sponsorer

- Jeg har fået så megen positiv omtale det seneste år, og det er lidt unfair, at jeg ikke har nogen sponsorer, men der er mange konservative firmaer, der nok ikke vil have ”sådan en som mig”. Jeg har dog fået en del henvendelser om sponsormuligheder på det seneste

Trine Mortensen, 80+76 (+12)
Ung amatør, der spillede lige op med sine professionelle modstandere

- Jeg lærte ikke rigtig noget af dem jeg spillede med, men de spillede heller ikke ret godt (Claire Lipscombe sluttede turneringen +21 og Jill Magnusson sluttede +10)

Rikke Rasmussen, 75+72 (+3)
Dansker der længe havde gang i en rigtigt god runde 

- Jeg sluttede desværre af med en bogey på 15. hul og en dobbeltbogey på 16. hul, og så blev det kun til en runde i par

Torsdag 1. september

Carina Vagner

Carina Vagner

Carina Vagner, 71 (-1)
Asserbo-pige, der fik styr på spillet efter et par huller

- Jeg var ikke nervøs over at spille på hjemmebane, men der var alligevel et eller andet, der generede spillet i begyndelsen af runden

Lora Fairclough, England, 65 (-7)
Fører efter første runde

- Jeg spillede ret solidt. Jeg begyndte med to birdies, og det fik mig i gang og fik mine tanker på rette spor. Jeg havde bestilt en caddie, men han kom ikke, og jeg havde vognen fra helvede, men det lykkedes mig at holde sammen på tingene

Iben Tinning, 70 (-2)
Bedste dansker efter første runde

- Jeg er udmærket tilfreds. Det var ikke drømmegolf, men det var heller ikke dårligt. Og man skal jo også lige regne med, at det blæste rigtig meget

Charlotte Kring Lorentzen (A), 77 (+5)
Ung landsholdsspiller, der slog turneringens første slag kl. 8.00 torsdag morgen

- Det gik først rigtig op for mig, at jeg skulle slå turneringens første slag, da jeg stod på 1. tee i morges. Der var jeg godt nok nervøs. Jeg ramte den ikke helt godt, men var glad for at den var i fairway

Lisa Holm Sørensen

Lisa Holm Sørensen

Lisa Holm Sørensen, 72 (par)
Sidste uges vinder ved Ladies Finnish Masters

- Det er endnu ikke gået op for mig, at jeg vandt i sidste uge. Det er nok fordi jeg stort set ikke har været alene siden jeg kom hjem søndag aften

Amanda Moltke-Leth, 72 (par)
Populær københavner

- Der sker noget hele tiden, når man spiller på hjemmebane. Jeg har fundet ud af, at jeg har langt flere venner end jeg troede, for der kommer hele tiden en masse folk hen og hilser

Karen Margrethe Juul, 79 (+7)
Ærlig dansker

Det var bare en skidt runde. Jeg slog nogle dårlige slag og blev straffet maksimalt for dem. Men hvem siger, at jeg ikke kan levere en superrunde i morgen

Monica V. Christiansen

Monica V. Christiansen

Monica V. Christiansen, 79 (+7)
Tre-dobbelt Danmarksmester 2005

- Det har været fedt i dag. Niveauet herude er klart højere end ved et Danmarksmesterskab. Deres gode slag er ikke bedre, men de laver færre fejl. De laver faktisk ingen fejl. Jeg lavede selv to fejl i dag, og det kostede to dobbeltbogeys (10. og 17. hul, red.)

Nykredit Masters på dgu.org

Search

Golfstore

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik