Iben Tinning slår ud på første hul ved Nykredit Masters

Tinning i topform
Håbet om en dansk vinder af Nykredit Masters lever i bedste velgående efter torsdagen første runde i Kokkedal

Af Henrik Søe. Foto Søren Tidmand, 26. februar 2008

     
 

         

 

Iben Tinning åbnede Ladies European Tour-turneringen med en runde i 70 slag – to under par - og er bedste dansker på en delt 4. plads efter førstedagens strabadser på den solbeskinnede og vindblæste bane i Kokkedal. Den 31-årige danske Solheim Cup-spiller var da også ganske godt tilfreds efter sin optræden foran det talstærke hjemmepublikum i Kokkedal.

- Jeg er udmærket tilfreds. Det var ikke drømmegolf, men det var heller ikke dårligt. Og man skal også lige regne med, at det blæste rigtig meget, sagde Iben Tinning.

Vinden satte sit præg på torsdagens åbningsrunde og alle forudsigelser om, at banen skulle være for let, blev gjort til skamme. Kun et fåtal af feltets 126 spillere formåede at bryde banens par – heriblandt engelske Lora Fairclough, der med en runde i 65 slag (-7) bragte sig i spidsen for Nykredit Masters, to slag foran svenske Cecilie Ekelundh, der kom rundt i 67 slag.

Carina Vagner, der ikke har haft den mest opløftende sæson på damernes europatour, viste også gode takter og med fire birdies på stribe fra 14.-17. hul, kunne hun overnatte på en delt 11. plads.

- Jeg var ikke nervøs over at spille på hjemmebane, men der var alligevel et eller andet, der generede spillet i begyndelsen af runden, sagde Carina Vagner, der var meget tæt på at føje en eagle til scorekortet.

- Mit tredjeslag på 15. hul - et putt lige udenfor green – ramte flagstangen, og var tæt på at gå i for eagle.

Den nye danske europatour-vinder Lisa Holm Sørensen fik en eagle på netop 15. hul, men havde forinden ikke fået den bedste start på Nykredit Masters. Allerede på første hul måtte hun indkassere en dobbeltbogey efter et skævt udslag. Men den 22-årige Hanstholm-pige kom dog stærkt tilbage og er med en samlet score i par placeret på en delt 23. plads inden fredagens anden runde.

Dermed er Lisa Holm Sørensen stadig med i kampen om de 25.000 dollar og den bil, der er hovedpræmien i den sideløbende Volvo Cross Country Challenge. Nykredit Masters sætter punktum for den nye fællesnordiske pengeliste, som Lisa Holm Sørensen inden turneringen i Kokkedal fører side om side med Annika Sörenstam, der vandt TPC Annika i Barsebäck. Men den svenske verdensetter er ikke til start i Nykredit Masters, så de værste konkurrenter er franske Gwladys Nocera og svenske Cecilia Ekelundh.

Gwladys Nocera, der ligesom Iben Tinning skal spille Solheim Cup i næste uge, ligner efter førstedagen ikke nogen trussel, mens svenskeren altså derimod kom rigtig godt fra start med en 67’er.

Juniorlandsholdsspilleren Charlotte K. Lorentzen havde fået æren af at slå turneringens første slag, og den blot 15-årige landsholdsspiller slap godt fra sin ilddåb på Ladies European Tour. Charlotte Lorentzen slap trods to dobbeltbogeys fra mødet med Kokkedal med en fornuftig 77’er (+5) og det gør hende til bedste amatør i feltet - på en 73. plads.

Resultater første runde
Nykredit Masters på dgu.org 

----------
Nyheder:Professionelle:Damer:2005:Nykredit Masters:Tinning i topform

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Golfstore

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik