Amanda Moltke-Leth og Iben Tinning trak masser af tilskuere

Danskere på sejrskurs i Nykredit Masters
Danskerne fortsætter med at imponere i Nykredit Masters. Efter lørdagens 3. runde i Kokkedal lægger både Iben Tinning og Amanda Moltke-Leth billet ind på trofæet og førstepræmiechecken på 30.000 euro. Søndag går de to danskere ud i førerbolden i årets største danske golfturnering

Af Henrik Søe. Foto Søren Tidmand, 26. februar 2008

     
 

         

 

Selv om Iben Tinning havde en noget blandet oplevelse i det strålende nordsjællandske sensommervejr, kunne hun alligevel notere sig for en runde i 70 (-2). Dermed er den gravide dansker blot to slag efter den nye kvinde i front – svenskeren Cecilie Ekelundh, der lørdag kom rundt i 69 (-3).

- Det var en blandet pose bolcher i dag. Jeg startede godt, faldt lidt sammen på midten af runden og sluttede godt af, siger Iben Tinning.

Kokkedals 10. hul har voldt store problemer for spillerne i Nykredit Masters, og i dag var det Iben Tinnings tur til at komme i karambolage med det drilske hul, hvor en hestefold i venstre side har slugt en del bolde i løbet af ugen.

- Jeg spillede rigtig godt på for-9, men slog så mit drive på 10. hul ind i hestefolden. Bolden ramte hegnet og kom faktisk igennem. Men den havnede i noget meget tykt rough, og derfra måtte jeg droppe med et strafslag. Og så var det ikke svært at lave en dobbeltbogey. I morgen skal jeg bare ud og spille som jeg gjort hidtil. Et slag af gangen og så må vi se, hvor langt det rækker, siger hun.

En velspillende Amanda Moltke-Leth bevarede også chancen for sin første triumf på Ladies European Tour. Københavner-pigen lavede fire birdies, en bogey og en enkelt dobbeltbogey på vejen mod sin runde i 71 (-1).

Og optimismen fejler bestemt ikke noget før søndagens finalerunde – som uden tvivl bliver en ren publikumsmagnet.

- Min selvtillid har aldrig været så høj. I morgen skal den have gas, siger Amanda Moltke-Leth, hvis bedste resultat i denne sæson er en 11. plads.

3000-3500 tilskuere havde valgt at tilbringe lørdagen i selskab med september-solen og Europas bedste damespillere i Kokkedal. Bolden med Iben Tinning og Amanda Moltke-Leth fungerede som et fluepapir på tilskuerne, der fulgte de to danske kvinder på hele runden.

- Det var fedt at komme op af 18. hul med alle de mennesker. Det er jeg jo ikke vant til – hverken på Europatouren eller når jeg spiller ude i Dyrehaven, siger Amanda Moltke-Leth.

Julie Tvede, der spiller sin første Europatour-turnering, kunne ikke helt følge op på sin gode fredagsrunde og faldt med en 73’er (+2) tilbage på en delt 14. plads:

- Jeg spillede mere usikkert i dag, og så manglede jeg det held, som jeg havde i går. Jeg håber at jeg kan komme igen i morgen og svinge igennem, siger den unge danske pro.

Scores R3
Nykredit Masters på dgu.org

----------
Nyheder:Professionelle:Damer:2005:Nykredit Masters:Danskere på sejrskurs i Nykredit Masters

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik