Spændte og tændte
De fire danske juniorpiger er spændte og tændte, inden det tirsdag går løs med EM Girls i Esbjerg
Af Henrik Søe. Foto Søren Tidmand, 10. juli 2006
Det er dagen før dagen i Esbjerg. Åbningsceremonien er slut, talerne er overstået og EM Girls er officielt åbnet. Sækkepibe-orkestret har spillet den sidste tone og pigerne fra de 18 nationer får en snack i restauranten, inden de med sommerfugle i maven lægger hovedet på puden en sidste gang, inden det bliver alvor tirsdag morgen.
De fire danske landsholdspiger, Line Vedel Hansen, Sara Monberg, Mai Schødt og Charlotte Kring Lorentzen, har forberedt sig i Esbjerg gennem tre dage, og nu er ventetiden omsider ved at være slut.
- Vi er spændte og tændte. Nu vil vi snart i gang, lyder det samstemmende fra den blonde kvartet, der glæder sig til at gå i krig med den fantastisk velplejede bane i Esbjerg og indlede jagten på EM-medaljer.
Den danske lejr har allerede formuleret en målsætning. Og den er hverken særlig dansk eller udpræget beskeden:
- Vi skal selvfølgelig i first flight, men målsætningen er at vinde, siger DGU’s assisterende landstæner Thomas Larsson, som sammen med kaptajn Poul Andersen i de kommende fem dage skal vejlede og coache det danske EM-hold.
Pigerne har fået ekstra blod på tanden efter fjerdepladsen ved EM i Schweiz sidste år, og selv om forventningerne til det meget formstærke danske hold er på det højeste niveau i mange år, er de fire danskere ikke i tvivl om, at de kan leve op til presset:
- Det er kun med til at sætte os ekstra op, siger Charlotte Kring Lorentzen, der ligesom Mai Schødt var med på det succesfulde hold i Schweiz i fjor.
De danske pigers starttider tirsdag:
08.00 (og først): Sara Monberg
09.12 Mai Schødt
10.16 Charlotte Kring Lorentzen
11.36 Line Vedel Hansen
Der spilles to runders slagspilskvalifikation tirsdag og onsdag, hvor de tre bedste scores fra hver nation tæller på dagen. Herefter rangeres holdene i grupper (flights) således at de otte bedste nationer fra kvalifikationen spiller om placeringerne 1-8, mens nationerne fra 9-14 spiller i second flight om de tilsvarende placeringer og de tre dårligst placerede nationer fra slagspilskvalifikationen spiller om 15-18. pladsen.
EM Girls på dgu.org
Læs mere på det officielle EM-site (på engelsk)