Nykredit Masters spilles i H.C. Andersens fødeby, og turneringen begynder nu at ligne et ægte dansk eventyr. Efter en perlerække af gode golfrunder er der nu hele fem danskere i top 10 inden søndagens finalerunde på Odense Eventyr Golf. Karen Margrethe Juul har lagt sig alene i spidsen – skarpt forfulgt af både Amanda Moltke-Leth og Iben Tinning
Tekst: Henrik Søe. Foto: Søren Tidmand, 26. februar 2008
Karen Margrethe Juul missede cuttet i Nykredit Masters i fjor, men i år befinder hun sig altså deroppe, hvor det er rigtig sjovt. Den formstærke Esbjerg-pige har to slag ned til italienske Stefania Croce og tre til Amanda Moltke-Leth, som hun altså kommer i direkte duel med søndag.
- Jeg har prøvet at gå i førerbold før, men aldrig om søndagen. Det bliver specielt, når det er på hjemmebane med tilskuere, der bakker dig op. Jeg kunne mærke adrenalinet derude i dag, og jeg nød det virkelig. Jeg elsker at spille foran mange tilskuere. Det er kun med at til sætte mig mere op, når man får tilråb fra sidelinjen.
Amanda Moltke-Leth kender fornemmelsen fra sidste års Nykredit Masters, hvor hun i finalerunden gik i førerbold med Iben Tinning. I år står hun der igen. Denne gang i selskab med sin gode veninde Karen Margrethe Juul.
- Det bliver specielt at gå i førerbold med Karen Margrethe. Hun spiller fantastisk golf for tiden, men lad os nu se, om jeg ikke kan slå hende. Jeg sagde til mig selv inden turneringen, at jeg ikke ville føre efter tredjedagen, men at jeg ville være i en god position inden finalerunden. Så jeg er lige nøjagtig der, hvor jeg gerne vil være.
Mange havde dømt Iben Tinning ude af topstriden efter fredagens 75’er, men den forsvarende mester spillede sig med en runde i 66 slag helt ind i kampen om trofæet.
- Jeg har spillet godt hele ugen, men forskellen på de andre runder og i dag var putteren. Jeg har været tæt på hele ugen, men i dag rullede de i, sagde Iben Tinning, der går ud til finalerunden med seks slag op til Karen Margrethe Juul.
- Jeg ved ikke, om jeg kan forsvare titlen, men man skal altid tro på det, og jeg har i hvert fald fået så meget selvtillid med putteren, at alt kan ske.
For Lisa Holm Sørensen var lørdagens runde en noget blandet fornøjelse – men heldigvis for Hanstholm-pigen begyndte boldene at rulle den rigtige vej som runden skred frem. En 68’er (-4) sendte hende op på en 7. plads.
- Jeg har spillet mit livs golf i dag. Det er 100 år siden, jeg har ramt den så godt, og hvis jeg havde haft gang i min putter på for-ni, havde jeg stået med mit livs bedste golfrunde. Men det er rart at være med i den rigtige ende af feltet, sagde Lisa Holm Sørensen, der samlet er fire under par – et slag foran Mianne Bagger, der er sidste dansker i top 10 efter en runde i 70 slag (-2).
Laura Davies, feltets store engelske stjerne, kom rundt i par og ligger side om side med Iben Tinning på femtepladsen. De to gik sammen i turneringens to første runder og gør også hinanden selskab i søndagens finalerunde.
Der bliver nok af godbidder at vælge mellem for de mange tilskuere, som utvivlsomt lægger vejen forbi Odense Eventyr søndag. Førerbolden med Amanda Moltke-Leth og Karen Margrethe Juul slår ud 11.50.
Lørdag var der 3.500 tilskuere på Odense Eventyr.

----------
Nyheder:Professionelle:Damer:2006:Nykredit Masters:Dansk golfeventyr i Odense