Hvem kan stoppe Daisy?
Læg mærke til navnet. Allerede et par uger inde i 2007-sæsonen har Daisy Nielsen markeret sig op til flere gange. Således vandt hun søndag årets første afdeling af Faxe Kondi Tour for piger.
Tekst: Søren Tidmand, 06. maj 2007
Og det var ikke bare fordi den 12-årige nordjyde vandt. Det var måden hun gjorde det på. Tre runder lige over Jelling-banens par og hele ti slag bedre end nummer to.
Daisy Nielsen er datter af den tidligere speedway-verdensmester Hans Nielsen. Derfor vil det ikke overraske, hvis hun har fået et par staldtips om at bevare roen i pressede situationer. Foreløbig lader det nemlig ikke til at forstyrre stortalentet, som i sidste weekend var årsagen til at en af de danske landsdækkende TV-stationer bragte et fyldigt uddrag fra Nykredit Elite Divisionen ... et uddrag som dog kun handlede om Daisy.
Allerede dér - altså de to indledende runder af DM-turneringen for hold - vandt frederikshavneren begge sine singler, hvilket dog ikke var nok til at sikre points for hjemmeklubben. Lørdag var hun så igen i god form, da hun sikrede sig en smal føring i Royal Tour I-turneringen på Jelling Golfklubs bane. Og søndag satte hun så et bemærkelsesværdigt punktum for St. Bededags-ferien med endnu en fantastisk runde, der ovenikøbet var på vej til at blive endnu bedre inden bogeys på 16. og 18. sneg sig ind på kortet.
Totalscoren seks slag over par var ti slag bedre end Asserbos Marie Bergelin og 13 slag bedre end Hillerøds Nicole Broch Larsen og Roskildes Johanne Heidebo Svendsen. Mette Spøer fra værtsklubben Jelling og Christine Sofie Duschek-Hansen fra Vejle fulgte på de næste pladser.
Det bliver spændende at følge Daisy og alle hendes jævnaldrende udfordrere.
Resultat
Faxe Kondi Tour I på dgu.org