"Suspekte" golfklubber

"Suspekte" golfklubber

Dette er en kopi af mit indlæg i debatten om "suspekte" golfklubber. Jeg synes det var værd at smække på min weblog også.

****************************



Jeg er "ny" golfer.

Dvs. at jeg har spillet pay'n'play i Smørum det sidste års tid og er blevet herligt bidt af dette pragtfulde spil.

Jeg bor i Københavnsområdet, men alle klubberne i mit lokalområde har lange ventelister, så det er ikke lige til at komme ud at spille andet end de få pay'n'play baner der er tilgængelige.

Det er selvfølgelig ikke særlig motiverende, og det er derfor ganske tillokkende at "snyde" sig til muligheden for at spille ved at melde sig ind i en klub i Sverige eller Norge, eller for den sags skyld på internettet, og ad den vej snige sig ind på de dejlige danske golfbaner.

Nu er "snyd" ikke lige i tråd med min moral, så jeg har brugt et år på at undersøge hvordan jeg kunne få et anstændigt medlemskab og dermed det adgangsgivende DGU-kort og handicap.

"Løsningen" blev Golf Akademi København, gennem hvilket man kan tage den nødvendige uddannelse, bestå de nødvendige prøver og regulere sit handicap. GAK har aftaler med Henne og Give golfklubber om at disse klubber accepterer medlemmer der har bestået de prøver som GAK (og DGU) foreskriver.

Det lader nu til, at disse klubber er klassificeret som "suspekte" på linie med internet-klubber eller andre nordiske klubber som aldrig har interesseret sig for om langdistancemedlemmernes kvalifikationer er iorden. Det synes jeg ærlig talt er urimeligt.

Jeg har taget - og bestået - de samme regel- og slagprøver som alle andre DGU-golfere. Jeg har spillet kaninmatch og fået adgang til langbane på samme vilkår som alle andre DGU-golfere. Jeg betaler endda højere kontingent end fjernmedlemskab i Give. Hvorfor skal jeg så forskelsbehandles fordi der står Give på mit bag-mærke?

Hvis jeg kunne komme ind i en klub i mit lokalområde, så gjorde jeg det gerne. Det ville give mig meget bedre muligheder for at komme til at spille mere regelmæssigt og dermed blive en bedre golfspiller. Det kan desværre ikke lade sig gøre, og jeg er derfor nødsaget til at have hjemmeklub et sted hvor jeg kun meget sjældent kan komme til at spille, og ud over mit kontingent bløde greenfee hver eneste gang jeg har lyst til at gå en runde.

Såvidt JEG lige kan se, så er det mig der har den dårlige del af aftalen. Jeg har taget mine prøver, betalt mit kontingent, betaler mit greenfee, men er alligevel klassificeret som "suspekt" og bliver set ned på. Jeg kan desuden ikke deltage i alle de sociale ting som klubberne byder på, matcher, klubturneringer, hyggeligt samvær med klubber-i-klubben og den slags. Til gengæld er jeg med til at financiere klubberne i mit lokalområde, og det skal jeg åbenbart ha' dårlig samvittighed over.

Jeg kan godt forstå, at klubberne føler et behov for at begrænse antallet af greenfee spillere. Det er kun naturligt, at der skal tages hensyn til de "rigtige" klubmedlemmer, som har investeret i klubben, og som deltager i de sociale ting omkring klubberne. Men som medlem i Give belaster jeg ikke banerne mere end et medlem fra en naboklub i lokalområdet. Jeg er blot endnu en spiller, så mit tilhørsforhold bør i sig selv ikke være udslagsgivende. Jeg har det samme "kørekort" til at spille golf som alle andre DGU-golfere - Et kort der er erhvervet som tegn på kvalifikationer og som giver mig ret til at spille golf over det meste af verden. Jeg kan spille på de største og mest berømte golfbaner i verden, men ikke på bestemte baner i mit lokalområde fordi min hjemmeklub er "suspekt"??

Så kan jeg forstå hvis klubberne ønsker at sikre at spillerne på banen er af en hvis kvalitet og ikke ødelægger banen for andre. Den slags kan gøres ved at indføre en handicap-begrænsning. Det har mange klubber allerede, og det har jeg ingen problemer med. Men her er der også tale om en måling af den enkelte spillers evner, ikke af hvilken klub han er medlem af.

Man kan jo lave en lille analogi til bilister og kørekort. Der er jo så frygteligt meget trafik i storkøbenhavnsområdet at man gerne vil begrænse dette. En måde til at gøre dette er først og fremmest at indføre en "road-tax" der kun gælder for bilister med bopæl udenfor København (altså dem der ikke er medlemmer i "klubben" - og betaler skat til Københavns kommune). Dernæst kunne man så have en kontrol på alle indfaldsveje som fuldstændigt afviste bilister der havde taget deres kørekort udenfor en af landets storbyer under den antagelse (for det ER jo kun en antagelse), at de har forsøgt at "slippe let udenom at gennemføre den korrekte uddannelse". At de er villige til at betale deres road-tax er underordnet. Næste skridt kunne være at forbyde danske bilister i biler med udenlandske nummerplader at køre i byen.

Ok - eksemplet er langt ude, men det er faktisk ikke så fjernt fra det der foregår i nogle danske golfklubber.

Jeg er golfspiller. Jeg har kvalificeret mig til at spille i henhold til DGU's regler. At forskelsbehandle mig på baggrund af navnet på min golfklub er urimeligt. At forskelsbehandle mig hvis jeg er en dårligere golfspiller er rimeligt i det omfang at det foregår i overensstemmelse med de gældende regler der anvendes til at "måle" golfspillere, nemlig de handicapregler der er sanktioneret under DGU.

DGU arbejder p.t. med et koncept de kalder "Unionsgolfer" der forventes at gå i luften pr. 1. april 2004. I princippet, en "klub for de klubløse" der skal give spillere uden klub mulighed for at erhverve DGU-kort og spille greenfee på lige fod med klubspillere. Vil danske klubber også betragte dette som en "suspekt" klub?
Konceptet er såvidt jeg kan se ikke meget anderledes end det koncept GAK kører med Give og Henne golfklub, bortset fra, at "kontingentpengene" havner i DGU's kasse og ikke ude i klubberne.

Golf er blevet en stor sport med bred interesse. Alle er stolte af de store navnes flotte internationale resultater, men de danske klubber forsøger at spærre for golfens udvikling med noget der nærmest kun kan beskrives som en forældet, elitær holdning til sporten.

Forskelsbehandling er fundamentalt forkert og grundlæggende uacceptabelt. Om det er på grund af religion, race, køn eller tilhørsforhold til den ene eller den anden klub er underordnet. Klubbernes forsøg på at stoppe "snydere" rammer også "seriøse" golfspillere som desværre ikke har mulighed for at komme ind i den lokale klub.

Jeg mener DGU har et stort ansvar på dette område, og hvis ikke der kommer klare signaler fra unionen, så risikerer de at udspille deres egen rolle, og gøre hele unionsbegrebet uanvendeligt og dermed underminere hele det koncept der gør det muligt for os alle at spille golf på alle de mange spændende baner i verden.

8. januar 2007 kl. 15:25

Search

Hotel Romantik

Egedal Golfklub

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik