Godt gået, Bindslev!
Godt gået, Bindslev!
Lige så glad jeg er for at golf er en del af min levevej, lige så glad er jeg for at jeg ikke er afhængig af mine færdigheder på selve banen. For så så det godt nok skidt ud...
Det fik jeg bekræftet i den nys overståede weekend, hvor jeg sammen med mine kolleger Thomas Vennekilde og Henriette Krøyer forsvarede DGU's farver i Telia Open på Eccotouren. Desværre var det meget begrænset hvad jeg formåede at bidrage med andet end fortjent ros til mine spillepartnere - og især svenske Joachim Bäckström, der især om fredagen på Varde gjorde en hæderlig indsats for kvartetten.
Jeg indrømmer gerne, at min glæde over at skulle berette om fremgange for mine landsmænd til fulde udligner skuffelsen over egne bedrifter. Og hvor er det herligt at udveksle synspunkter med gutter som Thomas Nielsen, Jakob Borregaard, Nils Rørbæk, Morten Backhausen, Frederik Neltoft, Joachim H. - jeg ku' blive ved ... og ikke mindst Christian Bindslev, der virkelig gav sig selv og mange af os andre en kæmpe oplevelse ved at vinde Telia Open, der både udløste et DM for professionelle og en invitation til Nordic Open på Simon's.
For nogle uger siden havde jeg fornøjelsen af at lære Christian bedre at kende, da han efter sin anden runde i Nykredit Danish Open fortalte mig om både godt og ondt ved sin golfkarriere. Jeg glæder mig på hans vegne og ønsker ham tillykke med sejren og den udfordring, det bliver at skulle måle sig med "eliten".
Personligt glæder jeg mig til igen at kunne måle mig med mit eget handicap.
17. januar 2007 kl. 20:35