Danskere vil kæmpe for hattrick i Helsingør

To tidligere vindere af Nykredit Masters og et 13-årigt stortalent er klar til at kæmpe for et dansk hattrick, når Danmarks største golfturnering indledes torsdag morgen i Helsingør Golf Club


Af Henrik Søe, 04. september 2007

 Iben Tinning (bill.), der vandt turneringspremieren i Kokkedal i 2005, har vist god form den seneste måned med en 10. og en 4. plads i hhv. Sverige og Wales, og må regnes for en af favoritterne til at løbe med det tredje Nykredit Masters-trofæ.

Sidste år sluttede hele fire danskere blandt de syv første, og Danmarks mest vindende kvindelige golfspiller er ikke i tvivl om, at hjemmepublikummet er med til at bære de danske spillere frem.

- I udlandet er man ofte meget anonym, men herhjemme bliver der klappet noget højere, når man sænker et putt. Det er også med til at øge presset, men det er kun sjovt, at få lov at teste sig selv,  siger Iben Tinning, som kan se frem til et par yderst spændende uger.

Umiddelbart efter Nykredit Masters tager Iben Tinning over sundet for at spille Solheim Cup i Halmstad.

- Banen i Helsingør minder på mange måder om Halmstad. Den er tricky, man skal være præcis fra tee og samtidig være i stand til at kurve bolden, så på
Iben Tinning med Nykredit Masters 2005 trofæet
Iben Tinning med trofæet i 2005
den måde er det en god test, inden Solheim Cup, siger Iben Tinning, der i Helsingør får selskab af tre Solheim Cup-kolleger i form af Gwladys Nocera, Becky Brewerton og Trish Johnson.

Hvis Solheim Cup-kvartetten kan holde fokus på opgaven i Helsingør, vil de alle kunne spille med om sejren, men ifølge både Iben Tinning og Karen Margrethe Juul er også Amanda Moltke-Leth et godt bud på en vinder.

- Hun har vist god form på det seneste og så er hun sulten efter at blive den næste danske vinder, siger Karen Margrethe Juul, som efter en meget svingende sæson ikke selv nærer de største forhåbninger til et titelforsvar.

- Jeg er på rette vej, men der mangler stadig noget, før svinget sidder der. Jeg vil gerne forsvare min titel med manér, men jeg er også realistisk, så jeg vil være tilfreds med en nogenlunde placering, lyder det fra den forsvarende mester, som også nævner svenske Johanna Westerberg som bejler til titlen.

Syv danske amatører får chancen for at bide skeer med de 119 professionelle spillere, og mest fokus har der været på den blot 13-årige frederikshavner-pige Daisy Nielsen, som hele tirsdagen blev fulgt af fotografer og TV-hold.

- Jeg har aldrig spillet banen før, men jeg synes den virker både god og flot. Den minder en lille smule om banen i Frederikshavn, og jeg glæder mig virkelig til at spille på torsdag, lød det fra teenage-talentet efter tirsdagens prøverunde, hvor hendes far, den tidligere speedway-mester Hans Nielsen agerede caddie.

TV2 Sport sender højdepunkter fra Nykredit Masters alle fire dage fra torsdag til søndag.

Nykredit Masters på DGU.org

Læs mere: www.nykreditmasters.dk og www.ladieseuropeantour.com


 

 

 

 

 

 

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik