Monica viser vejen
Den danske landsholdsspiller Monica V. Christiansen brugte første runde af Nykredit Masters til at vise hele den europæiske elite, hvordan golf skal spilles
Af Thomas Vennekilde, 06. september 2007

Med en runde på 67 slag (fire under par), spillede den 20-årige landsholdsspiller Monica V. Christiansen sig i front ved den danske Ladies European Tour turnering Nykredit Masters, som i denne uge spilles i Helsingør.
- Jeg har aldrig gået en så lav runde – og slet ikke i en så stor turnering som denne, sagde den ovenud lykkelige Simons-spiller efter runden.
- Jeg var totalt nervøs på de sidste huller. Jeg måtte lave ”gravide” pusteøvelser for at holde nerverne i ro. Jeg slog også et jern eller to mindre på de sidste huller, fordi jeg havde så meget adrenalin i kroppen.
Og så var 67’eren endda lige ved at blive 66’er. På sidste hul tog hendes tredjeslag hulkanten for en eagle. I stedet måtte hun nøjes med en birdie – i øvrigt den fjerde på de afsluttende fem huller.
Efter at have mistet et par halvkorte putts på de første huller, fik Monica V. Christiansen vendt bøtten på 9. green.
- Jeg holede et svært putt på halvanden meter på 9. green. Derefter fik jeg troen på det igen, og på resten af runden fik jeg mange gode putts i, sagde Monica V. Christiansen efter runden.
Monica V. Christiansen vandt fire danske mesterskaber i 2005, men siden da har hun arbejdet med en omlægning af sit sving, som skulle ruste hende til en karriere som professionel
- Efter 2005 blev min træner og jeg enige om, at lægge mit sving om. Det var ikke godt nok, hvis jeg skulle på Europatouren. Så vi lagde en plan, så jeg kunne komme på touren efter 2008.
Efter runden smuttede hun på driving rangen for at pudse spillet af, for som hun sagde:
- Der er stadig en dag i morgen, og forhåbentlig også et par stykker i weekenden…
Monica V. Christiansens scorekort for 1. runde
Nykredit Masters på DGU.org