Hård fight gav uafgjort i foursomes

Lørdagens foursomes er netop færdigspillede. Europa og USA vandt én match hver, mens to sluttede uafgjort


Af Frederik Stage, 15. september 2007

Med tre matcher, der gik til sidste hul, er dramaet i dette års udgave af Solheim Cup så absolut til at tage at føle på.

For få minutter siden var tusindvis af tilskuere således vidne til en spændende afslutning af formiddagens sidste foursome. Her lykkedes det til slut hjemmefavoritten Annika Sörenstam og skotten Catriona Matthew at snyde Nicole Castrale og Cristie Kerr for et fantastisk comeback. Fuldt europæisk point i den match og samlet to point til hvert hold.

Desværre lykkedes det ikke for Iben Tinning og makkeren Bettina Hauert at tage point i deres match mod Pat Hurst og Angela Stanford. Efter en dårlig start fandt det dansk-tyske par ellers tilbage i furen og lykkedes en overgang at komme foran i matchen, som amerikanerne ellers havde domineret fra start. Matchen nåede 16. hul, hvor amerikanerne til sidst sejrede med 4 & 2.

Kun ca. en times pause blev det til for Iben Tinning, der igen skal på banen fra klokken 16.00. Denne gang i fourball med engelske Trish Johnson mod veteranen Juli Inkster og debutanten Stacy Prammanasudh.

Solheim Cup på dgu.org

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik