General Stigs overblik

Der herskede næsten feriestemning på anden sal i det store telt ved 9. green. TV2s golfspillende vært Morten Stig Christensen sad afslappet bag dekorationen og fulgte opbygningen af det 50 kvm store studie. Mellem kabler, lamper, hårdtarbejdende teknikere og en enkelt der træner puttning på gulvtæppet tager studiet form time for time. I de næste fem dage vil TV2s seere stifte bekendtskab med golfens mange facetter og underholdende elementer.


Tekst: Jørgen Eneqvist. Foto: Thomas Vennekilde, 05. august 2003


Morten Stig Christensen har selv spillet golf i snart ti år. Men det er ikke blevet til mange runder på hjemmebanen Odense Golf Klub. Det viser handicappet også. 27,4 er det blevet til, men ambitionerne er til noget mere, siger Morten Stig til dgu.org

Nu er Morten Stig Christensen ikke kommet til Simon's for at spille golf. Han var ellers inviteret til at spille onsdagens pro-am, men det valgte sportschefen fra.

- Jeg er på arbejde og har fokus på det, så jeg vil ikke blande tingene sammen, selvom det kunne være en oplevelse at spille med en af de dygtige Europatour-spillere.

Det er ellers noget af en satsning TV2 har kastet sig over. Med næsten 30 timers sendetid er det en af de helt store sportsbegivenheder. Til det siger Morten Stig:

- En begivenhed som Nordic Open, første gang i Danmark og alle de danske stjerner, er en event som TV2 gerne vil bringe ud til flest mulige seere. Også de der ikke spiller golf. Derfor har vi satset så stort som vi har. Jeg tror på, at vi får rigtigt mange seere. Det håber jeg i hvert fald, smiler Morten Stig Christensen og skuer udover 18 green.

TV2s hold i det nordsjællanske er omkring 40 personer, og dertil skal lægges European Tour Productions stab på yderligere knap 100 personer. European Tour Production er det TV-selskab der dækker langt hovedparten af de turneringer der spilles på Europatouren.

Nordic Open på dgu.org

Search

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik