Danskere i stjernebolde

De danske Europatourspillere får selskab af etablerede stjerner og unge lovende navne, når det torsdag morgen går løs ved Nordic Open


Tekst: Thomas Vennekilde. Foto: Allsport/Allover, 05. august 2003


dgu.org kan som de første bringe startlisten fra Nordic Open, og et kig ned over den læser som en rigtig lækkerbidsken for elsker af god (og dansk) golf. For der er virkelig lagt op til nogle publikumsbolde, når de første slag bliver slået kl. 7.30 torsdag morgen.

Feltets største stjerne og publikumsmagnet nummer 1, danske Thomas Bjørn, starter sin jagt på en længe ventet sejr kl. 13.15, når han på første tee slår ud sammen med de to englændere Gary Evans og Nick Dougherty.

Lige før dem har Anders Hansen begyndt sin runde i selskab med Ryder Cup spilleren Andrew Coltart og stjerneskuddet Ian Poulter.

Og for at gøre det rigtig tilskuervenligt med mulighed for at springe frem og tilbage mellem de danske spillere, har arrangørerne sendt Søren Kjeldsen ud i bolden lige før. Her skal han spille med Philip Golding og David Howell.

De resterende tre danske spillere fra Europatouren skal også ud i forlængelse af hinanden. Søren Hansen slår ud kl. 8.10 torsdag morgen på 10. hul. Han får fornøjelsen af at spille med feltets store internationale trækplaster, Colin Montgomerie, samt vinderen af tirsdagens Shoot-out, Alastair Forsyth.

Lige efter dem følger det danske talent, Mads Vibe-Hastrup, i selskab med Mark Foster og et af de nye lovende navne på touren, Brian Davis. Endelig skal Steen Tinning ud i bold med den garvede veteran Mark McNulty og svenske Peter Hedblom.

De andre danskere er jævnt fordelt hen over dagen og et par af boldene er ret dansktalende. Jeppe Huldahl, Joachim H. Larsen og Søren Juul gør fælles front de første to dage. Thomas Nørret og Morten Backhausen får deres trebold suppleret med lidt syngende norsk i form af Jan-Are Larsen.

Allan Høgh Madsen er kommet i en rigtig interkontinental bold med V Arumugam fra Malaysia og Jean Hugo fra Sydafrika.

Feltets Benjamin, Mark Flindt Haastrup, havde håbet på at komme i bold med Montgomerie. Nu gik den tjans til Søren Hansen, og Mark skal i stedet ud med Shaun P. Webster og Jesus Maria Arruti.

Christian Bindslev kvalificerede sig til turneringen ved at vinde DM for professionelle. Det har givet ham retten til at spille med David Dixon og Jose Manuel Lara.

Endelig skal Peter Jespersen have selskab af Fredrik Orest, Sverige og Marcel Siem, Tyskland, mens Thomas Nielsen skal spille med Andrew Marshall og Paul Broadhurst.

Startliste R1 og R2 (word-dokument)
Nordic Open på dgu.org

Search

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik