Kronprins Joachim
Joachim H. Larsen bejler til at overtage pladsen efter vores bedste på golfscenen. Om en årrække forstås. Men talentet og ambitionerne er i hvert fald tilstede. Nu er han i golfmanegen på yderste mandat og kan måske gå hen og overraske
Tekst: Jørgen Eneqvist. Foto: Søren Tidmand, 07. august 2003
Klokken 09:30 i dag indtog tre unge, talentfulde danskere 1. teested på Simons. To ny-professionelle og en amatør. Første mand der skal forsøge at slå bolden den lige vej ned af første fairway, er 20-årige Joachim H. Larsen fra Sorø. Hans medspillere i de to første runder af Nordic Open er Jeppe Huldahl, Holstebro – nybagt dansk amatørmester i slagspil – og Søren Juul, Middelfart. Trebolden er den eneste ”rene” danske bold og det er godt arrangeret af promotor.
- Jo, det er da rart nok, at vi tre skal gå sammen, fortæller en rolig Joachim, mens han chipper den ene bold efter den anden tæt på hullet, denne onsdag eftermiddag. - Der bliver nok mere roligt omkring os og vi kan bedre støtte hinanden. For vi vil jo alle sammen gøre det så godt som muligt.
Forventningerne til et topresultat er beskedent hos den unge spiller, der først i mandags fik besked om, at han havde fået det sidste wild card. Og netop den besked gjorde lykke i Sorø, for det er ingen hemmelighed at Larsen, efter hans magre resultat på Challengetouren (han klarede ikke cuttet, red.) blev hans automatiske adgang til Nordic Open, via en 5. plads på den danske PGA-rangliste, overtaget af veteranen Morten Backhausen, med sølle 500 kroner.
- Jeg var skuffet, men jeg havde ikke andet valg. Jeg skal deltage i mindst fem Challengetour turneringer og efter samråd med min træner Magnus Landström, besluttede vi at jeg skulle spille den uges turnering på Challengetouren, frem for ECCO-touren i Esbjerg. At så Backhausen fik et godt resultat i Esbjerg og jeg ikke klarede cuttet i Italien, var ikke til at forudse. Men nu er jeg her alligevel og det er jeg både glad og taknemmelig for, fortæller Joachim.
- Jeg har ikke gjort noget helt speciel siden jeg fik at vide, at jeg skulle spille Nordic Open. Landström har kigget på mit sving og justeret et par småting, det er det hele. Nu må vi se hvad det rækker til. Jeg gør det så godt jeg kan og stiler i første omgang efter at klare cuttet, som må vi se hvad det kan blive til derefter.
Nordic Open på dgu.org
Seneste nyheder på DGU.org