Vi er bare høje

Dansk Golf Unions formand, Morten Vinter, er svært begejstret efter de første dage af Nordic Open


Tekst: Morten Vinter, 07. august 2003


Imponerende, herlig opstart. Kanon debut for Nordic Open. Efter onsdagens pro-am og den første turneringsdag er vi bare høje. Arrangørerne har lagt en stil og et niveau, så man bliver stolt og glad over, det man ser, hører, dufter og snuser ind. Højtrykket er en god fødselshjælper, men der skal mere end sol på næsen til at køre en succes hjem. Spillerne leverer varen, tilskuerne stemningen – og Danmark har fået et nyt golfhit.

Formanden fik lov at spille pro-am med nogle af Dansk Golf Union’s gode samarbejdspartnere. Det blev til både tre og fire puts på de lynhurtige greens. Mine lange slag lignede heller ikke dem, vi er blevet underholdt med, da spillerne tog fat for alvor i dag. Men en skøn oplevelse var det, at prøve banen sat op til narrestreger.

Men i dag blev det alvor.

Danskerne er med fremme, og det kan vi som hjemmebanepublikum godt lide. Så godt at vi tog amerikanernes dårlige manerer med. Så snart Tiger har puttet ud, er alle på vej til næste tee. Til stor gene for de spillere, der ikke har puttet ud på green. Det samme skete i dag med Thomas, som fik så massiv og herlig opbakning, at det ikke var nemt at være medspillere i den bold. Vi må lære at vente. Ligesom vi må lære at slukke de mobiltelefoner, som uafladeligt ringer højlydt helt nede i bunden af håndtasken. Nå, man kan jo ikke være født med golftilskuerétiketten under huden. Allerede fredag bliver det sikkert bedre. Og i weekenden fremragende. Men små detaljer kan ikke undertrykke euforien: Europatouren er kommet til Danmark.

Og det på første klasse.

Nordic Open på dgu.org

Search

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik