Dansk vinder på Simon's

Siden torsdag har 60 caddies dystet på Simon’s om en førstepræmie til en værdi på cirka 25.000 danske kroner. Spillet foregik på computer, hvor Microsoft Links 2003 har en tro kopi af Simon’s. Om det er et tegn fra oven er for tidligt at sige, men en kendsgerning er det, at det blev en dansk vinder


Tekst & foto: Jørgen Eneqvist, 09. august 2003


Henrik Mønsted (billedet tv.), der har gået caddie for Allan Høgh Madsen, blev vinder af en IBM ThinkPad notebook med hele Intel ”svineriet”. Derudover et Georg Jensen ur, designet af Henning Koppel og lidt forskelligt gear.

Henrik er handicap 0-spiller fra Asserbo og er ved at færdiggøre studiet som civilingeniør med IT som speciale. Men det var nu ikke den væsentligste årsag til hans vinderscorer på – 19 for de 18 huller på Simons. Med et enkelt slag foran den new zealandske charmetrold Jase Jacobs (billedet th.), der skulle slutte birdie, eagle for at vinde. Men han ”missede” et 21 meter putt for eaglen.

Det var en glad dansk vinder, der umiddelbart efter finalen var afgjort, kunne fortælle til dgu.org: 

- Jeg har ikke spillet det spil de seneste tre år, så det var noget overraskende at komme helt til tops. Men jeg er rigtig glad for computeren, sådan en stod jeg lige og manglede. Det er et rigtigt fedt spil, og så er det en ekstra dimension at det er Simons banen, som jeg har gået med Allan Høgh.

Henrik Mønsted har ikke umiddelbart planer om at fortsætte karrieren som caddie, på trods af nogle gode oplevelse sammen med de mange caddies, der har deltaget i computerspillet.

- Hvis Allan kommer fast på Europatouren og ikke får sin egen caddie, så er det ikke udelukket jeg tager en sæson eller to, for at få nogle anderledes oplevelser, men jeg vil også gerne bruge min uddannelse til at tjene nogle penge, smiler den dygtige caddie.

Nordic Open på dgu.org

Search

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik