Publikum svigter Nordic Open
Både tilskuerne og TV-seerne vælger Nordic Open fra. Måske kan Søren Hansens lørdagsrunde rette op på tallene
Tekst & foto: Jørgen Eneqvist, 09. august 2003
Tilskuerantallet de to første dage til Nordic Open nåede ikke de højder, som mange eksperter havde spået. Med knap 8000 torsdag og godt 6000 fredag bliver det umuligt at nå op på de samme højder som Scandinavian Masters på Barsebäck. Når turneringen er blevet spillet på netop Barsebäck, har der været helt op til 125.000 tilskuere over de fire dage.
Med i alt 14.000 torsdag og fredag kan der højest komme godt det halve til Nordsjælland, idet der maksimalt lukkes 26.000 ind om dagen til de to finaledage. På trods af 18 svenske spillere i startfeltet har det tilsyneladende ikke fået de sydsvenske golfspillere de få kilometer over Øresundsbroen. Arrangørerne har givetvis kalkuleret med en stor portion svenskere, men det er kun de mest entusiastiske danske golfspillere, der har fyldt op omkring de danske topnavne.
Det pragtfulde danske sommervejr har åbenbart ikke været nok til det forventede tilskuerrykind, men måske har den flotte dækning af TV2 også betydet, at folk er blevet hjemme bag tv-skærmen. Seertallene fra torsdagens runde svinger fra 36.000 i sendingen klokken 11, og det stiger til 56.000 da TV2 går direkte på 15:00. Efter de korte nyheder klokken 16, sendes der direkte til 86.000 seere. 22:45 sendes Golfmagasinet, der samler op på dagens begivenheder med interviews og klip fra runden. Magasinet havde 178.000 seere, hvilket var knap en trediedel af de seere der havde tændt for tv-apparatet denne torsdag aften. Seertallene for fredag, lørdag og søndag offentliggøres samlet i løbet af mandagen.
Med Søren Hansen superrunde lørdag burde alle forudsætninger for fuldt hus søndag være tilstede. Vejret bliver i hvert fald ingen hindring. Høj sol og svag vind.
Nordic Open på dgu.org