Bekæmpelse af handicappleje blandt elitespillere
Elitespillere kan blive fristet til at "fifle sig ned i handicap" for at opnå adgang til de store eliteturneringer med handicapbegrænsning. Man kunne befrygte, at nogle klubbers eliteafdelinger er vidende om snyderiet, men lukker øjnene for at få spillerne med i turneringerne.
Projektets formål er at gribe ind og standse uvæsenet - formentligt ved aktivt at afsløre synderne (spillere og klubber), men hvis andre metoder kan findes, kan det være et alternativ.
Hvorfor bør projektet gennemføres?
Det er uacceptabelt, at der snydes på bekostning af ærlige spillere, som filtreres fra, selv om de er bedre golfspillere. Det er særligt uetisk, at klubberne medvirker til snyderiet. Det er stærkt i strid med golfens sande værdier. Respekten for DGU's matcher og for handicapsystemet nedbrydes, hvis der ikke gøres noget fra DGU's side.
Hvem får udbytte af projektet?
Især de spillere, som ellers holdes ude. Men også hele golf-Danmark vil vinde ved, at uærlighed i golf bekæmpes. DGU får desuden bedre mulighed for at vurdere landsholdsemner, hvis alle nye talenter, som fortjener at være med, også får adgang, og ikke filtreres fra, fordi andre "snyder sig foran".
Projektet udføres af:
Projektleder: Peter Jessen
Projektdeltagere: Elis Kastrup og Henrik Daugaard
Koordinator: Thorleik Nellemann