Pebble Bredning

Struer Golfklub har det hele. Skovhuller, seaside og blinde dogleg-huller ad libitum. Og nu også en thai-restaurant


Besøgt af Thomas Vennekilde og Henrik Søe, august 2004, 04. maj 2005

Struers signaturhul

Sidste sommer ringede telefonen på redaktionen. Det gør den jo så tit uden at der nødvendigvis kommer en historie ud af det. Men denne gang sad der altså en mand i den anden ende, som lykkedes at bestikke os - udelukkende med sine talegaver.

Manden havde været i Struer og spille golf. Han var ikke medlem i klubben og havde ikke spillet specielt godt. Men begejstret, det var han. Faktisk mente han, at der på banen var huller, der både mindede om Pebble Beach og St. Andrews.

Det lød unægtelig som om, der var cirka 18 gode grunde til sætte kurs mod B&O-byen og hive håndbremsen på parkeringspladsen ved Thagårdsvej 16 i Humlum. Så det gjorde vi.

Og det var ikke noget problem at finde en plads til bilen. Måske var vi blevet vant til den trængsel, der kan være i klubberne i Københavnsområdet, men på sådan en forholdsvis lun sensommeraften havde vi trods alt forventet at støde ind i en del golfspillere. I stedet fik vi stort set lov til at have banen for os selv.

Først skulle vi lige tjekke ind og proviantere. Efter den obligatoriske indskrivning i greenfee-bogen fandt vi automaten, som skulle forhindre os i at gå sukkerkolde undervejs på runden. Vi besluttede os for et par chokolade-barer i en indpakning, vi aldrig havde set før. Men selv om navnet var anderledes, lå smagen bestemt ikke langt fra de velkendte Mars og Twix. Og så kostede de kun en slik.

4. hulMed kopi-chokolade i lommerne og ro over land - ingen bagved, ingen foran – kunne vi således begynde vores færd – og samtidig få konstateret, om manden fra telefonen virkelig var ved sine fulde fem-jern.

Par 3-paradis
Efter et par ganske lovende åbningshuller løb vi på 3. hul ind i dagens første særprægede oplevelse. Et 471 meter langt par 5-hul, der er så hesteskoformet, at man næsten har fornemmelsen af at slutte samme sted, som man startede. Det gjorde vi naturligvis ikke. I stedet blev vi af en lille sti ledt ned til et nydeligt lille par 3-hul - indhyllet i træer og med et tilhørende vandløb foran green.

Par-3 hullerne er i det hele taget en af banens store styrker. De korte huller er både varierede, smukke og vanskelige på hver deres måde. På 2. hul er det eksmeplevis længden og vinden, der spiller en rolle, mens man på 4. hul bliver testet på sine længder, hvis man fra det hævede teested i skovens dybe ro skal i nærheden af flaget.

Efter det lille charmerende skovhul træder man ud i det åbne landskab - og ud i en helt ny verden. Det er seaside, så det basker, og udsigten over Nissum Bredning er alt andet end dansk leverpostejs-natur. Efter 5. hul, et rigtigt godt og udfordrende golfhul med masser af vand i spil, tager man en svingtur ind mod klubhuset igen. Her venter et par lange og vanskelige par 4-huller, inden man igen bliver mødt af den friske fjordduft - og endnu et fremragende par 3-hul.

Blæsten gik bestemt ikke frisk over Limfjordens vande denne dag, men gør den det, kan man levende forestille sig, at dette hul skaber så rigelige med problemer. Hullet er blot 136 meter langt, men med søen foran green i venstre side og en bunker i højre, skal der ikke meget vind til for at forpurre chancerne for en god score her. Det skal dog med, at det også kan lade sig gøre at score højt i vindstille vejr…  

Førerhund påkrævet
Vi var efterhånden ved at have nået samme begejstringsniveau som vores gode ven fra telefonen. Men så kom vi til bag-ni…

Ikke fordi de sidste ni huller i Struer er dårlige - langt fra. Det var bare det, at vi lige havde vænnet os til en afvekslende og spændende bane på et højt niveau. På de sidste ni huller går der lidt meget dogleg i den. Og da mange af hullerne samtidig er blinde, kan det være mere end almindelig svært for en førstegangsbesøgende at finde fairway.

Der er nu også lyspunkter på de sidste ni. For eksempel er 10. hul et rigtig godt risk-and-reward-hul, hvor green er inden for rækkevidde for de langtslående. Men det er roughen også.

Også på bag-ni springer par 3-hullerne i øjnene. Det lille 13. hul med søen foran, hvor en pinplacering lige bag ved søen kan gøre hullet til en udfordring for de fleste, mens det er lidt nemmere at have med at gøre, hvis det er placeret i højre side, langt væk fra søen.

Efter 15. hul gik snakken lystigt om B&O-anlæg, Thylejre og hvad området ellers byder på. Men da vi rundede hjørnet på vej mod næste teested forstummede snakken brat. Vi stod helt stille. Ramt af et helt specielt lys og med udsigt til den perfekte symbiose mellem golfhul og natur. Må vi præsentere Struer Golfklubs 16. hul - signaturhullet på ”Pebble Bredning” – og et hul, vi sent vil glemme.

KlubhusNu også med restaurant
Da førstehåndsindtrykket havde lagt sig og jernene hevet op af bag’en, var det tid til at finde ud af, hvordan hullet skulle angribes. Fra teestedet er det svært at se, hvor green stopper og Limfjorden begynder. Det eneste, der for alvor springer i øjnene er den kolossale bunker, som ligger der i højre side og breder sig i al sin opstammede almægtighed. Heldigvis er green stor og dyb og venstre side ikke det værste sted at havne, hvis det endelig skal være.

De to afsluttende huller er ikke dårlige, men det meste blegnede nu alligevel i sammenligningen med dette smukke hul. Og under alle omstændigheder måtte vi konstatere, at vores ven fra telefonen havde ret. Struer er noget specielt.

- Det eneste, der mangler, er en restaurant…

Sådan lød ordene omtrent, da vi efter runden satte os i bilen.

I dag ville der ikke mangle noget. For i vinterens løb har Struer Golfklub ombygget klubhuset for tre millioner kroner. Resultatet er et splinternyt og fuldt udstyret moderne køkken og thai-restaurant og pro-shop med værksted og lagerplads. 

Profil af Struer Golfklub
Stiftet: 1993.
DGU-klub nr. 123
Historie: De første 9 huller blev åbnet den 5. juni 1996 og de sidste 9 huller kom til fire år senere – 29. april 2000.
Arkitekt: Poul Erik Hingebjerg 

Kørevejledning
Nord for Struer ad hovedvej 11 drejes fra i Humlum mod Lemvig ad rute 565. Ved baneoverskæring i Humlum leder skilte frem til banen

Banebeskrivelse
Afvekslende bane med huller i skov, ved vand og i åbent terræn – med udsigt over Limfjorden fra næsten alle huller. Banen har mange dogleg-huller, som vel at mærke også er blinde og derfor kræver et vist forkendskab

Banefakta
18 huller, par 71.
Gul tee: 5717 m
Rød tee: 4773 m

www.struer-golfklub.dk
Klubbens hjemmeside er nydelig, enkel og meget overskuelig. Fra menuen på forsiden kan man med bare et enkelt klik komme direkte ind på den side, man er interesseret. Desuden har klubben en god service for såvel danske og udenlandske turister med informationer om overnatningsmuligheder i området, ligesom man på både tysk og engelsk informerer om kørselsvejledning og greenfeepriser

Klubben i tal
Antal medlemmer: 802 (57 juniorer)
Kontingentsatser:
Senior (over 25 år): 3600 kr.
Yngling (19-25 år): 1800 kr.
Junior (14-18 år): 1200 kr. 
Junior (11-13 år): 950 kr.
Junior (u. 11 år) 750 kr.  

5. teeGreenfee-info
Greenfee senior: Hverdage: 220 kr. Weekend: 250 kr. 
Greenfee junior: Hverdage: 110 kr. Weekend: 125 kr.
Ugekort (6 dages golf): Senior 1100 kr. Junior: 550 kr.
Struer Golfklub har indgået aftaler med 27 jyske klubber, hvis medlemmer får 50 kroner i rabat på greenfee. Desuden er klubben med i den gensidige junior-greenfee-ordning.
Antal greenfeegæster i 2004: Cirka 2.600
Handicap-restriktioner: Ingen begrænsninger – gyldigt DGU-kort skal kunne forevises.  

Træningsfaciliteter
Struer Golfklub råder over glimrende træningsfaciliteter. En stor driving range, en veltrimmet puttinggreen og indspilsgreen med tilhørende bunker.  

Kontakt
Struer Golfklub
Thagaardvej 16, Humlum
7600 Struer
Telefon: 97862777. Fax: 97861780.
E-mail: struer-golfklub@mail.tele.dk

Signaturhullet.

16. hul. (156 m/126 m)
Der er flere interessante huller i Struer, der kunne gøre sig fortjent til denne titel, men når alt kommer til alt er der ingen tvivl. Med sin beliggenhed helt ud til fjorden og opstammede og ekstremt dybe bunker i højre side leder hullet – med lidt godt vilje - tankerne hen på Pebble Beachs berømte 7. hul. Og hvis blæsten for alvor kommer ind fra vest, har det formentlig også fået flere golfspillere til at overveje om køllen skulle i brug.

Tre staldtips:
1)    Spil banen to gange. Især bag-ni kræver lokalkendskab, hvis de skal tæmmes.
2)    Nyd naturen. I dette grænseland mellem havet, skoven og de åbne arealer kan alle naturelskere suge sanseindtryk til sig.
3)    Sejl en tur til Venø. Her kan du blandt andet opleve Danmarks mindste kirke.

Golf for feriefolket
Struer Golfklub er også leveringsdygtig i en glimrende pay-and-play bane. For 100 kr. kan alle få lov at boltre sig på de ni huller en hel dag - børn skal kun af med 50 kr.

De ni par 3-huller hæver sig op på et niveau, hvor også ”rigtige” golfspillere kan have glæde af at spille den. Med en længde på godt 900 meter og flere bunkers og vandløb i spil, er der masser af udfordringer. Da Dansk Golf var på besøg, var der da også flere spillere på par 3-banen end på den store bane.

Pebble Beach – berømt og berygtet
Pebble Beach Golf Links er en af USA’s – og verdens - mest berømte baner. Blandt andet takket være det korte 7. hul, der med sin dramatiske beliggenhed helt ud til klipperne og Stillehavets skumsprøjt som baggrund, har alle de nødvendige ingredienser for at skabe et par 3-hul udover det sædvanlige.

Det smukke hul er blot 97 meter fra backtee, men når vinden for alvor pisker ind fra det store ocean, kan jernvalget variere fra alt mellem sandjern og 2-jern. Utallige spillere har gennem tiden fejlvurderet vinden på dette hul og enten slået for kort eller i havet.

Pebble Beach lægger græs til den årlige AT&T Pebble Beach National Pro-Am, ligesom US Open har været spillet her i 1972, 1982, 1992 og 2000. Pebble Beach Golf Links er designet af Jack Neville og Douglas Grant og har siden 1919 skabt mange store oplevelser for alverdens golfspillere.

I modsætning til så mange andre store baner i USA er Pebble Beach nemlig åben for offentligheden, og den er flere gange blevet kåret som den bedste ”Public Course” i USA. Kommer man ind fra gaden ligger greenfee-prisen på 2500 kroner, men det skulle efter sigende være pengene værd. Hvis rejseplanerne ikke omfatter et smut til Californien lige foreløbig, kan man jo altid - for mindre end en tiendedel af det beløb - få en smagsprøve i Struer, hvor greenfeeprisen på hverdage ligger på sølle 220 kroner.

Denne artikel er et udtryk for redaktionens vurdering af banen på det tidspunkt den blev besøgt, og må ikke forveksles med en vurdering af banens nuværende stand

Search

Bornholms Hotel Golfhæftet

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik