Paradokset på den jyske hede
De fleste gæster tror, at Ikast Golf Klubs bane er en flad, åben sag, men det er en vildfarelse, som nærmest chokerer førstegangsbesøgende
Af Jens Christensen. Bragt i Dansk Golf 1 2006, 09. juni 2006
Der er generelt fladt og åbent på heden i Midtjylland, og sådan forholder det sig også i og omkring én af de mest kendte byer på heden, Ikast, som har opfostret både succesfulde tekstilfabrikanter, fodbold- og håndboldspillere. Mindre kendt er Ikast Golf Klubs bane, som aldrig har tiltrukket et større antal greenfee-spillere, fordi den generelle opfattelse har været - og stadig er - at banen ikke kan være særlig interessant på den flade, åbne midtjyske hede.
Større vildfarelse findes imidlertid næppe i den danske golfverden, hvor der ikke findes mange ”banehalvdele”, der med hensyn til kuperet terræn matcher de sidste ni huller på Ikast-banen! På ét bestemt punkt, 12. teested, sender man sit drive af sted fra næsten 100 meters højde, og i det hele taget går der så meget op og ned rent terrænmæssigt på denne 9 hullers-strækning, at klubbens egen opfattelse af den - et kuperet golfparadoks på det jyske hede - rammer lige i plet. Intet mindre.
Forklaringen på paradokset ligger i, at de sidste ni huller ligger i skovterræn på kanten af en såkaldt bakkeø - det eneste kuperede område i miles omkreds og i øvrigt med en flot udsigt over Storå-dalen - mens de første ni huller snor sig gennem et, stort set, fladt terræn op til Ikast Byskov og Skelhøje Plantage, et åbent hedeareal, da golfbanen blev etableret i starten af 1990'erne, men i dag mere et plantageareal på grund af de mange nyplantede træer, der blev foretaget i forbindelse med banens tilblivelse.
Berømmet af Dreyer
Specielt blev et stort antal poppeltræer plantet dengang - som ”fødetræer” for mere langsomt voksende egetræer - og disse popler har efterhånden vokset sig så store og gamle, at de står foran fældning. I årenes løb og i takt med deres voksende størrelse har poplerne og egetræerne også opfyldt et andet mål - at skabe læ for vinden, som i starten spillede en væsentlig og generende rolle på for-9. Dét gør den ikke i dag, hvor kun to huller, 2. og 3., må siges at være vindfølsomme.
 |
| I skovens dybe stille ro |
Pengene har aldrig siddet løst i lommerne på uldjyderne - som lokalbefolkningen også kaldes - og derfor var det heller ikke en autoriseret golfbanearkitekt, men en lokal, golfspillende kørelærer, nu afdøde Leif Bækgaard, der i sin tid blev hyret til at tegne banen. Dét slap han faktisk så godt fra, at han - ifølge nestoren blandt danske golfbanearkitekter, nu også afdøde Frederik Dreyer - bl.a. kreerede ét af Danmarks bedste par 4-huller, 16. hul, der både kræver et langt, præcist drive og et svært andetslag til en højtliggende green på et plateau i en bakkeskråning - med out of bounds til højre. - Dét hul kunne jeg ikke selv have tegnet bedre, lød Frederik Drejers egen kommentar til Leif Bækgaards mester-kreation.
Omdiskuterede huller
Det er dog kun 15 af banens nuværende 18 huller, Leif Bækgaard har udformet, for da motorvejsstykket Herning-Bording blev vedtaget for seks år siden af Folketinget, stod det klart, at banens to første huller måtte nedlægges, fordi den færdige motorvej kom for tæt på dem. Derfor blev det nødvendigt at tilkøbe jord og bygge to nye huller - en udgift, som ekspropriations-erstatningen i øvrigt langt fra dækkede - og disse huller, 3. og 4., blev designet af banearkitekt Poul Erik Hingebjerg (kendt for bl.a. Trehøje og Struer). Efterfølgende om-designede klubbens mangeårige baneudvalgsmedlem, Finn Knudsen, det oprindelige 9. hul fra et langt, svært par 4-hul til et kort, let af slagsen, fordi det skulle være 1. hul i det nye hulforløb, som blev nødvendigt med nedlæggelsen af det oprindelige 1. og 2. hul. Selv om det nye 1. hul (264/250 meter) siden har givet anledning til mange diskussioner, må man konkludere, at det først og fremmest opfylder Finn Knudsens mission - at skabe et hurtigt-spilleligt starthul. To nye, kunstige søer i fuld pitch-afstand fra green betyder nemlig, at de fleste spillere slår 5- eller 6-jern fra teestedet, kort af søerne, og dermed kommer rundens første slag sjældent i vanskeligheder. Kun de langtslående og modige går efter greenen med driveren - med fare for at slå out of bounds enten højre om eller bag den tværgående, banan-formede green. Det er virkelig knald eller fald, hvis man vælger driveren, mens belønningen for fornuftigt/forsigtigt spil derimod oftest hedder en par.
Et af de to Poul Erik Hingebjerg-huller, 4. hul, par 3, 131/104 meter, har også affødt mange diskussioner på grund af en stærkt kuperet green, som resulterer i et utal af tre-putts. Planer om et nyt teested og dermed en anden indgangsvinkel til green eliminerer måske denne kritik.
Modsatrettet trafik
Som førstegangsbesøgende på Ikast-banen får man på for-9 fornemmelsen af, at man vil have forholdsvist let ved at spille til sit handicap - eller bedre - fordi tre par 4-huller f.eks. måler under 300 meter fra gul tee. Det er også på de første ni huller, man skal score, for det bliver meget sværere, når man tager fat på de sidste ni paradoks-huller.
esværlighederne begynder allerede på 10. hul, par 5, med et blindt drive, som i øvrigt ofte sendes ud til højre og havner på 18. fairway, fordi ethvert slag til venstre for fairway betyder tabt bold. Mærkeligt nok er 18. fairway ikke out of bounds, og på grund af en trærække som adskillelse mellem 10. og 18. hul betyder det, at mange spiller videre ad 18. fairway - mod dettes huls spilleretning. Selv om man fra klubbens side bedyrer, at denne modsatrettede trafik ikke medfører større problemer, må det golf-etisk være forkert, at man ikke straffes for - bevidst eller ubevidst - at slå sit drive så skævt, at bolden havner på en fremmed fairway. Man får tilmed en lettere indgang til green fra 18. fairway end fra 10. huls egen fairway, hvorfra bolden i tredjeslaget skal sendes tværs over både en dyb kløft og et højt træ foran greenen. Dét skal den ikke, hvis man kommer langt nok frem/tilbage på 18. fairway i andetslaget.
Straks efter følger det mest finurlige hul på banen, 11. hul, par 4 (314/262 meter) - finurligt, fordi man driver stejlt op ad en bakke, hvis højeste punkt bolden lige nøjagtig skal passere for at falde til ro på et begrænset, fladt niveau, inden fairway svinger både brat til venstre og falder drastisk nedad. Hullets beskedne længde til trods skal man være tilfreds med en par, fordi alt andet end det perfekt drive betyder problemer i skovterræn på begge sider af den smalle fairway.
Forlænget flagstang
Siden går det også op og ned. Efter signaturhullet, 12. (særskilt omtalt andetsteds), kommer tre afslapningshuller, to korte par 4-huller og et bredt par 5-hul, inden man for alvor bliver testet igen på det føromtalte, Frederik Dreyer-berømmede 16. hul. Endnu en finurlighed venter på 17. hul, par 3, 110/93 meter - så stejlt op ad bakke, at man kun kan se toppen af den forlængede flagstang! Her skal man virkelig vide, hvor langt man slår med de korte jern, men samtidig også tage hensyn til højdeforskellen og ikke mindst til flagets farve, der markerer i hvilken fjerdedel af greenen, flaget står placeret.
18. green er stærkt garderet af dybe bunkers, og fra disse er der rig lejlighed til at imponere/underholde opmærksomme tilskuere på klubhusets 1. sals-terrasse. Her vil man hurtigt selv indfinde sig for at opleve andre triumfer eller fortrædeligheder. Under alle omstændigheder trænger man til at sidde ned og hvile fødderne efter de ni sidste paradoks-huller, som næppe ville virke så fysisk trættende, hvis de blev spillet som for-9. Den fysiske udfordring, som de nuværende bag-9 udgør, afskrækker måske nogle for at vende tilbage til Ikast-banen, og dét er en skam, fordi banen har rigeligt med kvaliteter til at kunne tiltrække flere end beskedne 1200 greenfeegæster om året, heraf i øvrigt mange gengangere, som nok blev forbavsede over deres første møde med paradoks-banen, men samtidig også så fascinerede, at de vender tilbage år efter år. Bl.a. fordi de synes, at banen med beskedne 5530 meter fra gul tee, 4794 meter fra rød tee og par 72 bør være en let nød at knække. Den opfattelse deles dog ikke af DGU’s ratere, som har målt course rating til 70,0 og slope til 135 for herrer og til 71,2/127 for damer.
I øvrigt hører Ikast Golf Klub til den eksklusive kreds af danske golfbaner, der har fået kvalitetsstemplet »Officially approved by VisitDenmark.« Det betyder, at den er godkendt både service- og kvalitetsmæssigt af Danmarks Turistråd, Friluftsrådet, Horesta og Danske Kroer & Hoteller.
Paradoks-betegnelsen
 |
| En bro over motorvejen Herning-Bording (E 15) forbinder 18 hullers-bane og klubhuset med 9 hullers play & play-banen og 6 hullers par 3-banen |
Ikast har 18 huller syd for motorvejen Herning-Bording og 15 huller nord for den. Paradoks-betegnelsen passer ikke kun på Ikast Golf Klubs 18 hullers bane. Den dækker også med hensyn til, hvordan klubbens to andre baner, en 9 hullers pay & play-bane og en 6 hullers par 3-bane, ligger placeret i forhold til »hovedbanen« og klubhuset. Motorvejen Herning-Bording (E 15) skiller nemlig de to afdelinger, så man skal passere en bro over motorvejen for at komme fra 18 hullers-banen og klubhuset til pay & play-banen og par 3-banen.
9 hullers-banen, en »rigtig« golfbane med to par 5-huller, fem par 4-huller, to par 3-huller og totallænger på 2476/2204 meter, blev oprindelig bygget først, så medlemmerne havde noget at spille på, indtil 18 hullers-banen stod færdig. Først da fik 9 hullers-banen play & play-status, og den har siden været en økonomisk succes, som i nogle år - inden der kom flere pay & play-baner i Midtjylland - indspillede over en million greenfeekroner om året.
Par 3-banen - hvor hullerne varierer fra 98 til 149 meter - kom til senere, og også den benyttes flittigt af rene golf-novicer i forbindelse med company days. Mærkelig nok bruger klubbens medlemmer så godt som aldrig hverken 9 hullers- eller 6 hullers-banen, men det hænger måske sammen med, at de ligger så langt væk fra klubhuset.
Tidligere havde pay & play-spillerne deres egne lokaler i den gård, der huser greenkeeperstabens maskiner og værksted, og som ligger centralt mellem 9 hullers- og 6 hullers-banen. I dag skal pay & play-folket imidlertid indskrive sig i greenfeebogen i ”det rigtige” klubhus, en ændring, der simpelthen skyldes, at også pay & play-gæsterne skal føle sig velkomne i klubben som sådan og til at benytte klubhusrestauranten ”Inn Golf”, så derved måske får lyst til at fortsætte som klubmedlemmer. Klubben har nemlig endnu plads til nye medlemmer, selv om medlemstallet nærmer sig 1.000. Det beskedne antal greenfeegæster på 18 hullers-banen gør nemlig, at der stort set aldrig opstår trængsel på 1. teested.
12. hul på Ikast-banen er måske ikke banens bedste, men med garanti det sjoveste, fordi det opfordrer til at satse fra teestedet, der for herrernes vedkommende ligger på toppen af en lyngbakke. Selv om hullet måler 350 meter fra gul tee og 292 meter fra rød, doglegger det så meget - næsten 90 grader - at den direkte vej (over doglet-hjørnet) synes så meget kortere, at man uvilkårligt fristes til at drive direkte efter greenen. Dét kan dog gå grueligt galt, hvis man ikke finder den rette vinkel og længde. Tæt fyrreskov venter nemlig til venstre, og slår man for langt til højre, løber bolden tør for fairway og ender mellem løvbuske i tyk rough. Alligevel tager mange åbenbart chancen, for på teestedet advarer et skilt om, at man skal afvente klokkelyden »Dong-Dong« fra greenen. De fornuftige slår et 3-jern eller en 5-wood ud i dogleg-svinget og scorer en sikker par!
1. Det er pengene (20 kr.) værd at investere i en baneguide, fordi klubben virkelig har fremstillet en speciel én af slagsen. Hvert enkelt hul er nemlig fotograferet fra en helikopter, og på disse autentiske luftfotos er indsat pile, der viser hældninger på både greens og fairways.
2. Man skal ankomme i god tid, hvis man vil nå både på driving rangen og på indspilsgreenen. Førstnævntes udslagssteder ligger nemlig bag 1. green, mens sidstnævnte ligger ved 3. teested. Driving rangen var det nedlagte 2. huls fairway og indspilsgreenen samme huls green.
3. På 2. hul (par 5) kan man faktisk slå bolden ud på motorvejen i enten andet- eller tredjeslaget. Hvis man har tendens til at slice sine slag, bør man derfor holde sig i venstre side af den i øvrigt særdeles brede fairway. Et hegn fanger heldigvis vildfarne bolde til højre for green.
Historie:
Stiftet i 1990 som DGU-klub nr. 84.
Banen er tegnet af arkitekt Leif Bækgaard.
Kørselsvejledning:
Fra hovedvejen 195 Herning/Bording drejes i lysreguleret kryds i Ikast by mod syd ad Jyllandsgade, vej 185 Isenvad/Horsens. Efter 1 km drejes til venstre ad Lysholt Allé og herfra følges skiltningen til golfbane.
Banebeskrivelse:
Banen ligger på østkanten af en højtsvunget bakkeø fra istiden.
De første ni huller ligger op til Ikast Byskov og Skelhøje Plantage.
De sidste ni huller ligger på kanten af bakkeøen med en storslået udsigt over Storå-dalen.
Banefakta:
18 huller par 72.
Gul tee: 5530 m.
Rød tee: 4794 m.
Klubben i tal:
Antal medlemmer: 982 heraf 100 juniorer.
Kontingentsatser:
Senior: kr. 4.000.
Ungsenior (alder 19-25): kr. 2.050.
Junior: kr. 1.000,00
Greenfee:
Greenfee senior: Hverdage kr. 230. Weekend/helligdage kr. 250.
Greenfee junior: Hverdage kr. 115. Weekend/helligdage kr. 125.
Priserne gælder hele dagen.
Træningsfaciliteter:
Der købes poletter for kr. 20 pr. stk. til boldmaskine.
Indspilsgreens er placeret ved driving range.
Puttinggreen er placeret ved klubhuset.
www.ikastgolfklub.dk
På hjemmesiden er der adgang til mange informationer. Under fanebladet ”Gæstespillere” forefindes klubbens samlede aktivitetskalender for 18-, 9- og 6-hulsbanerne.
Kontakt:
Ikast Golf Klub
Remmevej 36
7430 Ikast
Telefon: 97252009
Fax: 97252109
Email: info@ikastgolfklub.dk