Regel 3
Præmier
Definitioner
Alle definerede udtryk er i kursiv og i alfabetisk rækkefølge i Definitionsafsnittet.
3-1. Spil om pengepræmier
En amatørgolfspiller må ikke spille golf om pengepræmier eller tilsvarende i en match, turnering eller opvisning.
Note: En amatørgolfspiller må deltage i en begivenhed, hvor præmiepenge eller tilsvarende tilbydes, under forudsætning af at han, forud for deltagelse, giver afkald på sin ret til at tage imod præmiepenge i begivenheden.
(Opførsel i strid med formålet og ånden i Reglerne – Regel 7-2)
(Holdning vedrørende hasardspil – se Tillæg)
3-2. Præmiestørrelser
a. Generelt
En amatørgolfspiller må ikke tage imod en præmie (bortset fra en symbolsk præmie) eller et gavekort med en detailsalgsværdi på mere end 5.500 kr. Værdigrænsen gælder den samlede værdi af samtlige præmier eller gavekort, som en amatørgolfspiller modtager i en enkelt turnering eller serie turneringer, med undtagelse af hole-in-one præmier. (se Regel 3-2b).
b. Hole-in-one præmier
Værdigrænsen i Regel 3-2a gælder for hole-in-one præmier, dog må en sådan præmie modtages udover nogen anden præmie vundet i den samme turnering.
c. Præmiebytning
En amatørgolfspiller må ikke omsætte en præmie eller et gavekort til rede penge.
Undtagelse: En amatørgolfspiller må indsende et gavekort til Dansk Golf Union og for værdien af gavekortet modtage godtgørelse for udgifter i forbindelse med deltagelse i en golfturnering under forudsætning af, at godtgørelse af sådanne udgifter er tilladt efter Regel 4-2.
Note 1: Bevisbyrden for detailsalgsværdien af den enkelte præmie påhviler Komitéen med ansvar for turneringen.
Note 2: Det anbefales, at den samlede værdi af præmier i en scratchturnering, eller i hver række i en handicapturnering, ikke overstiger to gange beløbsgrænsen i en 18 hullers turnering, tre gange i en 36 hullers turnering, fem gange i en 54 hullers turnering og seks gange i en 72 hullers turnering.
3-3. Hædersgaver
a. Generelt
En amatørgolfspiller må ikke modtage en hædersgave med en detailsalgsværdi på mere end beløbsgrænsen i Regel 3-2a.
b. Flere hædersgaver
En amatørgolfspiller må modtage mere end én hædersgave fra forskellige givere, selvom deres samlede detailsalgsværdi er højere end den foreskrevne grænse, under forudsætning af at de ikke er givet for at omgå værdigrænsen for en enkelt gave.
Amatørreglerne med et klik