Kæmpe præstation i Tyskland

Dansk duel om sejr i German Boys Open med Nicolai Aagaard som vinderen. Tre danskere sluttede i top fem. I German Girls Open var der også dansk bud efter topplaceringerne inden sidste runde.


Tekst: Martin Rahbech, 11. juni 2007

Nicolai Aagaard og Patrick Winther, German Boys

Weekendens juniorturnering i Tyskland bød på spidsen af den europæiske golfungdom, som værterne selv havde formuleret det.
Og i weekendens løb stod det altså klart, at Danmark er meget stærkt repræsenteret i den europæiske spids.

German Boys Open blev vundet af Nicolai Aagaard (bill. i midten) fra Værløse Golfklub efter en meget tæt og spændende duel med Patrick Winther fra Søllerød Golfklub.

Patrick Winther lå i spidsen efter både første og anden runde. Nicolai Aagaard startede på ottendepladsen, avancerede til syvendepladsen på anden runde, men på finaledagen tog han det store spring op på førstepladsen med en flot runde i 67 slag (-5) efter seks birdies og en bogey.

Han kunne dermed stå og vente spændt på præstationen hos landsmanden og rivalen Patrick Winther. Winther manglede et enkelt slag i at komme i et rent dansk omspil om sejren, og han måtte tage til takke med andenpladsen og et nyt bevis på, at han er med i den europæiske juniorelite.

Nicolai Aagaard og Patrick Winther var dog ikke ene om at vise de danske farver. Efter første runde var fem af de seks drenge i top 10, og fanen blev holdt højt hele vejen.

Lucas Bjerregaard sluttede på femtepladsen. Han scorede samlet 214 (-2). På syvendepladsen fulgte Jacob Olesen med de tre runder i samlet par. Han var med fremme efter første runde, men faldt en smule tilbage i feltet efter en 75’er i anden runde. Det blev dog revancheret med en finalerunde i 69 slag.

Daniel Løkke havde en blandt oplevelse i Tyskland. Han var også med fremme efter de første to runder, men i finalen ramte han slet ikke niveauet fra tidligere. Han gik en beskeden runde i 81 slag og gled fra 11. pladsen til en slutplacering som nummer 36.

Sidste danske islæt i drengerækken var Sebastian Cappelen. Han kom blandet fra start med en runde i 75 slag og var eneste dansker uden for top 10. Han kom dog godt tilbage og gik både anden og tredje runde i 73 slag, så han sluttede på 21. pladsen.

I German Girls Open var det Charlotte Kring Lorentzen, der var klart bedste dansker. Hun sluttede turneringen på sjettepladsen. Charlotte Kring Lorentzen var på andenpladsen efter første runde i 71 slag. Anden runde gik hun i 75 slag, og dermed var hun på tredjepladsen inden finalerunden. Her gik hun desværre sin dårligste runde i turneringen med 76 slag, og hun faldt tilbage til sjettepladsen.

De to øvrige danske piger nåede kun at spille to runder, før de missede cuttet til finalen. Mai Schødt gik sin runder i 81 og 75 slag, og hun var kun et enkelt slag fra finalen. Sara Monberg brugte 80 slag i begge indledende runder.

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search Golfhæftet

 

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik