Meget tæt åbning ved DIYC

Joachim B. Hansen og tyske Janina Kohler fører efter første runde ved Danish International Youth Championship i Smørum, men det er meget tæt i toppen.


Tekst: Martin Rahbech. Foto: Jesper Vinzents, 24. juli 2007

Vandgang i Smørum
Regnen gjorde det svært for spillerne i Smørum.


Stærke juniorspillere fra Danmark, Tyskland, Holland, Italien, Finland og Østrig er i denne uge samlet i Smørum ved Danish International Youth Championship.

Tirsdag blev første runde afviklet, og der er trængsel om de øverste placeringer. Hos drengene ligger hele 22 af spillerne indenfor fire slags margen.

Joachim B. Hansen fra Gilleleje har taget føringen. Han gik åbningsrunden i 70 slag. Men det er kun et enkelt slag foran Patrick Rasmussen, Helsingør og Mark Hansen, Skjoldnæsholm. Yderligere et slag efter følger de to Smørum-drenge Erik Steffensen og Victor Østerby i selskab med italienske Nino Bertasio, Nikolaj Milandt fra Helsingør, og André Kasprzak fra Haderslev.

Hos pigerne er det også tæt løb, og her er det tyske Janina Kohler, der er i front efter 73 slag i første runde. Et slag efter følger Smørums egen Charlotte Kring Lorentzen. Hun er inde i en meget stærk periode, og den ser ud til at kunne fortsætte på hendes hjemmebane.

Derefter følger to finske spillere; Jenny Häggblom med 75 slag og Sanna Nuutinen med 76 slag. Therese Kølbæk fra Søllerød og Marie Bergelin ligger også på den delte fjerdeplads med 76 slag.

Turneringen fortsætter onsdag med endnu 18 huller. Torsdag spiller den bedste halvdel i begge rækker finaler.

Leaderboard drenge

Leaderboard piger

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search


 Golfhæftet

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik