Rungsteds seniorer snuppede guldet
Efter en tæt sæson kunne Rungsteds seniorer søndag lade sig hylde som Danmarksmestre for hold.
Af Henrik Søe. Foto: Ole Carøe, 17. september 2007

Efter søndagens sidste spillerunde på Sct. Knud i Nyborg lå både Rungsted og Esbjerg med 11 point, og dermed var det antallet af vundne matchpoint gennem hele sæsonen, der skulle placere guld- og sølvmedaljerne. Her var Rungsted marginalt bedre end konkurrenterne fra Esbjerg, der måtte tage til takke med sølvet.
Rungsted var oversiddere i sidste runde, hvor Esbjerg var tvunget til at vinde med 10-0 over hjemmeholdet fra Sct. Knud for at matche Rungsteds samlede ”målscore”. Vestjyderne vandt, men med resultatet 6-4 manglede Esbjerg altså fire point i det store regnestykke.
Bronzen gik til Helsingør, mens Hillerød, Sct. Knud og Odense rykker ud af 1. division. De erstattes af Ørnehøj, Sønderjylland og Kokkedal.
Slutstillingen 1. division Seniorer