Lucas Bjerregaard tæt på græsk sejr

Nordjyden var i omspil i Hellenic Amateur på Korfu. Han var meget tilfreds med sit spil og ærgrer sig lidt over, at sæsonen snart er slut.


Af Martin Rahbech, 14. september 2008

Det var snublende tæt på, at Lucas Bjerregaard var kommet helt til tops på Korfu. Med fire meget solide runder ved Hellenic Amateur delte han førstepladsen med tyrkiske Sayin Hamza.

Det sendte dem i omspil, og her trak nordjyden det korteste strå. På et 210 meter langt par 3 hul lavede tyrkeren en birdie og vandt turneringen.

- Jeg ville gerne lige have taget sejren, men alt i alt er jeg meget godt tilfreds. Det er fair nok, at jeg tabte omspillet, for det var et rigtig godt slag, han hev frem. Det er bedre at tabe på den måde, end hvis jeg rendte rundt i skoven og ledte efter min bold, siger Lucas Bjerregaard.

Med runder i 69,69,70 og 72 slag var det stabilt hele turneringen.

- Det er længe siden, jeg har spillet så godt. Jeg har trænet på nogle tekniske ting, og det fungerede godt for mig. Mit spil har været fornuftigt i lang tid, men det var en tand bedre denne gang. Så er det bare træls, at sæsonen er ved at være slut, siger Lucas Bjerregaard.

Han rejser søndag aften hjem til Danmark, og så ser han frem til Royal Tour Finalen i Nørhald Golfklub i den kommende weekend.

Derefter har hun kun en enkelt turnering tilbage i kalenderen. Den afvikles i USA til november.

Med i Hellenic Amateur var også Lucas Bjerregaards unge klubkammerat fra Frederikshavn; Mads Michelsen. Han fik en god portion erfaring i turneringen, som han sluttede som nummer 29 efter runder i 86,80,83 og 83 slag.

Resultat

blog comments powered by Disqus

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV

Tommy ArmourIHS

Blicco