To helt nye navne på vinderlisten i Odense
Grith Mogensen og Michael Jørgensen vandt den første udgave af Eventyr Open Elite.
Af Martin Rahbech, 30. juni 2008
De store amatørturneringer har alle en glorværdig liste over tidligere vindere, som alle nye deltagere kan måle sig efter.
I Odense Eventyr Golf Klub afviklede man i weekenden Eventyr Open Elite for første gang, og dermed er de to første navne sat på turneringens vinderliste.
Damenavnet blev Grith Mogensen. Spilleren fra Sønderjyllands Golfklub lagde sig i front af turneringen med en åbningsrunde på 73 slag, og med anden runde i 72 slag sikrede hun sig et forspring på fem slag til værtsklubbens Rikke Sørensen.
Efter de første ni huller i finalen var forspringet øget til ni slag, og trods en mindre god afslutning, så vandt Grith Mogensen turneringen med en samlet score på 226 slag (+10). På andenpladsen brugte Rikke Sørensen 229 slag (+13).
Derfra var der et solidt spring til tredjepladsen, der endte hos Trine Bengtsen fra Grenaa Golfklub.
Herrenavnet blev Michael Jørgensen fra værtsklubben Odense Eventyr. Han lå på en flot førsteplads inden finalerunden fire slag under par, hvilket var et enkelt slag foran Daniel Slott Mogensen fra Ikast Golf Klub.
De havde begge en mindre heldig finalerunde, men begge spillere fastholdt topplaceringerne. Michael Jørgensen vandt med en samlet score på 215 (-1) efter runder i 71, 69 og 75 slag. Daniel Slott Mogensens runder blev klaret i 70, 71 og 76 slag til en samlet score på 217 (+1).
På tredjepladsen sluttede Morten Findsen Schou fra Københavns Golf Klub med 221 slag (+5).
Resultater herrer
Resultater damer
blog comments powered by
Seneste nyheder på DGU.org