To nye mestre skal findes
På en dag hvor over halvdelen af de seedede spillere overlevede de indledende runder af DM i hulspil måtte begge de forsvarende mestre vinke farvel
Tekst: Søren Tidmand, 20. juni 2008
| For en gangs skyld var antallet af store overraskelser på førstedagen af DM i hulspil rimeligt begrænset. Men der var dog et par resultater, som vækker opsigt. Ikke mindst det meget tidlige exit for sidste års suveræne profil i dansk damegolf og forsvarende mester, Charlotte Kring Lorentzen, som vandt stort set alle betydningsfulde titler. I år blev Smørum-spilleren stoppet allerede i første runde af sin holdkammerat fra juniorlandsholdstruppen, Mai Schødt fra Odder, som øjeblikkelig skrev sig ind på favoritlisten med en flot 5/4-sejr. |
 |
Lene Barret Holm (tv.) gav andenseedede Cathrine Orloff Madsen kamp til stregen | |
Ellers var der sejre til seks af de otte seedede spillere i damerækken. Søllerøds Therese Kølbæk (1) vandt 4/2 over Marianne Eriksen, Haderslevs Line Vedel Hansen (3) besejrede Grith Mogensen på 18., mens Frederikshavns Daisy Nielsen sendte Maja S. Nielsen ud med cifrene 3/2. Andenseedede Cathrine Orloff Madsen var længe i vanskeligheder mod Lene Barret Holm, men efter at have bragt sig foran på 13. holdt herningenseren fast og vandt med 3/1.
I lørdagens første match med start kl. 7.00 er der lagt op til en meget spændende dyst mellem Therese Kølbæk, der har leveret mange fine resultater i USA i løbet af foråret, og Monica V. Christiansen fra Simon's, der tidligere har vundet DM i hulspil.
Damer - resultater R1
Aaen jagter hjemmebanesejr
Hos herrerne, som afviklede ikke færre end 48 matcher fordelt på to runder, klarede ni af de 16 seedede spillere frisag, heriblandt Nicklaez Rasmussen (1) fra Furesø, som besejrede Kristian Vindeløv 4/3 og Martin Damgaard Jakobsen 5/4. Rasmussen møder lørdag den 16.-seedede Daniel Sivertsen, der indledte turneringen med to komfortable sejre på henholdsvis 6/4 over landsholdsspilleren Daniel Løkke fra Holstebro og 8/6 over Christian Emil Bech. Juniorlandsholdsspilleren Thomas Sørensen (2) fra Hjørring slap også gennem nåleøjet med to 2/1 over Rasmus Tagesen og 3/2 over Mathias Hansen.
En af dagens bemærkelsesværdige resultater var tredjeseedede Joachim Brandt Hansens flotte 5/4-sejr over den forsvarende mester Kasper Jensen fra Odensen Eventyr. |
 |
Christopher Svendsen besejrer ottendeseedede Christian Gløët på 18. hul | |
I tredje runde skal Gilleleje-spilleren møde sin holdkammerat fra juniorlandsholdet, Ikasts Mads Søgaard, der hentede en fornem skalp ved at besejre den rutinerede Morten Findsen Schou med cifrene 3/1. Dagens aller mest overbevisede præstation leverede Andreas Pedersen (6) da han efter blot 11 hullers spil havde sendt Lasse Jørgensen ud af årets første DM (9/7).
For arrangørerne var der godt nyt i dagens aller sidste match, hvor Svendborgs egen Thomas Aaen var ude i en sand gyser mod Max Oliver Sander Melby. På 17. hul sætter Melby sin smalle føring over styr ved at tabe hullet da han fjerner en rød pæl, som regnes for at være en ikke-flytbar forhindring. Og ærgrelserne fortsatte for Melby, der missede en god mulighed for at lukke matchen på 18. På andet omspilshul, et 128 meter langt par3, smider Thomas Aaen sin bold på green med knap fem meter til flaget. Melby lander i greensidebunkeren, men kommer dog fint ud af sandet kun for at misse sit sand-save fra godt en meter. Dermed kunne Aaen - der tidligere på dagen havde sendt syvendeseedede Simon Gundorph ud - takket være et sikkert to-putt sikre sig avancement til lørdagens tredje runde, hvor han skal møde den velspillende Frederik Baunsøe.
Herrer - resultater R1 og R2
Seneste nyheder på DGU.org