Højt humør i silende regn
Regn og blæst over Roskilde gjorde tredje afdeling af PigeTouren til en kæmpe udfordring. Alligevel mødte 65 piger op til start for at sætte punktum på årets tour.
Tekst: Søren Tidmand, 25. august 2008
Styrtregn i tre timer før start. Vedvarende og tiltagende regn og blæst fra start til slut.
De fleste var nok blevet hjemme, hvis vejrudsigten lød sådan. Men ikke de 65 piger fra hele landet, der trodsede forholdene og mødte op til årets tredje og sidste afdeling af PigeTouren, som i lørdags løb af stablen i Roskilde Golfklub. Pigerne kæmpede bravt med vådt udstyr, kulde og høje scores, men humøret var højt og steg et par grader, da turneringsledelsen besluttede sig for at afkorte dagens strabadser til kun at omfatte 18 huller i alle tre rækker.
Med andre ord var stemningen i klubhuset rigtig god, da pigerne oven på dagens regntunge runde varmede sig med gode grin over egne og hinandens oplevelser på banen, som trods vind og vejr holdt god stand.
A-rækken

I A-rækken heppede hjemmeklubben Roskilde på deres store talent Johanne Heidebo Svendsen. Med 85 slag - lig med 13 over banens par - måtte Johanne dog nøjes med andenpladsen, da Dragørs Caroline Nistrup (i midten på billedet herover) var ét slag bedre. Katrine Oxfeldt fra Køge og Julie-Finne-Ipsen fra Skovlunde-Herlev brugte begge 87 slag. Amalie Schøtt Munck fra Skovlunde-Herlev blev nummer fem.

I den samlede stilling for året blev Julie Finne-Ipsen (til højre med pokalen) en suveræn vinder med 99 points. Cecilia Meyer Kristensen fra Svendborg rykkede takket være en femteplads frem som nummer to med samlet 75 points, mens Christine Holm Skylvad fra Sønderjyllands (72 points) sluttede på tredjepladsen totalt.
B-rækken

Der var stor spænding i toppen af B-rækken, både på dagen og i den samlede stilling. Caroline Rejkjær Söllmann (i midten herover) gik en forrygende runde i 89 slag (+17) og sluttede dermed tre slag bedre end Sophie Amalie Drejer Jensen fra Vestlollands. Roskildes egen Marie Klaschka (+23) blev nummer tre lige foran to Korsør-piger, Anna Frandsen (+24) og Camilla Schou (+29).

Med en sjetteplads lykkedes det for Mille Skjold fra Sydsjællands at bevare førstepladsen i den samlede stilling, hvor hun opnåede 82 points. Anna Frandsen og Camilla Schou sikrede igen Korsør to flotte placeringer med 78 respektive 77 points.
C-rækken

I C-rækken var to piger fra Skovlunde-Herlev i stand til at rykke fra det øvrige felt, både i Roskilde og totalt. Det blev Karoline Koldby (i midten på begge billeder), der trak det længste strå. Med 101 slag (+29) sluttede Karoline tre slag foran Nanna Jensen. I lørdagens runde blev Caroline Louise Paaschburg fra Kokkedal nummer tre (+40), to bedre end Skovlunde-Herlevs Cecilie Finne-Ipsen og fire bedre end Camilla Melholt fra Frederikssund og Stine Laursen fra Haderslev. På billedet nedenfor hyldes også Camilla Jegh fra Korsør (til højre) for tredjepladsen i den samlede stilling.

Dermed er der sat punktum for PigeTouren 2008 efter tre flotte afdelinger i Svendborg, Viborg og Roskilde. På gensyn næste år.
Seneste nyheder på DGU.org