Syv juniorer i JMI Finalen

Caroline Nistrup, Mathias Becker Ive og Patrick O’Neill sluttede bedst af danskerne ved finalen i den svenske JMI-turneringsserie.


Af Martin Rahbech, 28. september 2008

Det duftede af placeringer helt fremme hos både drengene og pigerne, da den svenske JMI-serie blev afsluttet med finalen i weekenden.

Syv danskere var med i turneringen, der blev afviklet i Öijared Golfklub. Flere af spillerne var med omkring de 10 bedste, men bedste placering blev en 14. plads.

Det var Caroline Nistrup fra Dragør, der sluttede som nummer 14. Efter runder i 76 og 77 slag var hun fremme som nummer ni inden finalerunden. Her faldt hun en smule tilbage med en runde i 78 slag.

Jinjira Rasmussen fra Mollerup var fremme på ottendepladsen efter både første og anden runde i 75 og 77 slag, men i tredje runde blev hun sendt i den forkerte retning med en 86’er, og hun sluttede på en delt 27 plads.

Sidste danske pige i aktion var Johanne Svendsen fra Roskilde. Hun blev nummer 31 efter runder i 77, 80 og 82 slag.

Hos drengene var både Mathias Ive fra Virum og Patrick O’Neill fra Frederikssund kraftige bejlere til topplaceringer, men de endte med at dele 17. pladsen.

Mathias Ive var helt fremme på tredjepladsen efter en åbningsrunde i 70 slag, men de blev desværre fulgt op med runder i 79 og 78 slag.

Patrick O’Neill kom også fint fra start med en runde i 72 slag og en ottendeplads, men han faldt også en smule tilbage efter runder i 77 og 78 slag.

Nicolai Kokholm fra Smørum sluttede som nummer 40 efter runder i 79, 76 og 82 slag.

Sidste dansker i aktion var Jacob Holst fra Silkeborg. Han nåede kun med i de to første runder, hvor han brugte 82 og 76 slag, hvilket var to slag for meget til at klare cuttet til søndagens finale.

Resultater

blog comments powered by Disqus

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV

Tommy ArmourIHS

Blicco