EM-damerne vender styrket hjem
Malene Jørgensen blev nummer 37 og Charlotte Kring Lorentzen nummer 49. De sluttede begge i god stil.
Af Martin Rahbech, 02. september 2007
Sæsonens næstsidste helt store udfordring er overstået for de fire danske EM-damer. Og de to finalister, Malene Jørgensen og Charlotte Kring Lorentzen, sluttede begge godt og hoppede 14 og 13 pladser frem i stillingen.
Malene Jørgensen gik sin bedste runde i turneringen med 74 slag (+2). Hun var –2 på de sidste 10 huller, og kom stærkt ud af turneringen ved at springe fra 49. pladsen til en slutplacering som delt nummer 35.
Charlotte Kring Lorentzen gik finalerunden i 75 (+3), hvor hun med bag-ni i –2, også sørgede for at solidt hop i stillingen. Hun strøg fra 62. pladsen til 49. pladsen.
Landstræner Jan Frej Pedersen mener, at de fire EM-spillere vender styrket hjem til Danmark.
- De har fået meget ud af det. Det har været en lang sæson, og de næste store opgaver venter. De har fået noget med til deres individuelle processer, og de har helt sikkert vist fremskridt, siger Jan Frej Pedersen.
Næste store opgaver er for Malene Jørgensen og Monica Christiansen Nykredit Masters på Ladies European Tour. For Sara Monberg og Charlotte Kring Lorentzen handler det om PING Junior Solheim Cup.
De dansker piger var aldrig i spil til en placering helt i toppen. Men fortsætter de udviklingen, har de potentialet til at slå til næste sæson.
- Med den udvikling, de har vist hele sæsonen, så tror jeg, at hvis de samme fire piger er med til EM næste år, så kan de kæmpe med om placeringerne i top 20, siger Jan Frej Pedersen, der generelt glæder sig over en god og lærerig tur med en god atmosfære blandt de danske spillere i landsholdslejren.
EM blev vundet af svenske Caroline Hedwall efter et trehullers omspil med spanske Carlotta Ciganda.
Resultat