Dansk sejr i landskampen

De danske juniordrenge fik en fremragende EM-generalprøve, da de i Nordic Camp i Rold Skov knuste Norge og Sverige i en testlandskamp forud for sommerens europamesterskaber samme sted.


Af Henrik Søe, 24. maj 2007

Opgøret på EM-banen mellem de tre nationer bestod af to discipliner. Først 36 hullers slagspil, hvor de fem bedste scores talte til resultatet efterfulgt af 18 hullers hulspil i trebolde med en spiller fra hvert land. Danskerne lagde ud med at vise stor styrke i slagspillet, hvor sekstetten sammenlagt sluttede 10 over par og dermed sluttede hele 18 slag bedre end svenskerne, der endte i +28. De norske gutter var 40 over par.

Hulspillet var mere jævnbyrdigt. Danmark og Sverige sluttede hver med 5,5 matchpoint af de 16 mulige, mens nordmændene fik 5 point, og dermed kunne Danmark kåres som vindere af landskampen. Det danske hold bestod af Nicklaez Rasmussen, Daniel Løkke, Jakob Thorbjørn Olesen, Sebastian Cappelen, Lucas Bjerregaard og Nicolai Aagaard, som i slagspillet var bedste dansker med runder i hhv. fire og et slag under par.

Landstræner Thomas Holm Larsson var med på sidelinjen og han ser med optimistiske øjne på sommerens store opgave i Rold Skov.
- Jeg er meget tilfreds med drengenes indsats Det ser rigtig lovende ud forud for EM, siger Holm Larsson, der efter opgøret i Rold Skov tog til Sverige med Nicolai Aagaard, Nicklaez Rasmussen, Daniel Løkke og Kristian Nielsen for at deltage i den store internationale U-22-turnering Skandia Junior Open.

De danske drenge varmede også i april op til EM på banen i Rold Skov med sejr over Tyskland.

 

 

 

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV

Blicco
Golfårbogen 2009