Fintælling og flossede nerver

De danske gulddrenge bevarede muligheden for at forsvare EM-titlen i Slovenien. Men der skulle fintælling og flossede nerver til, før Danmark sikrede sig den vigtige 8. plads og en kvartfinale mod Sverige


Af Henrik Søe, 09. juli 2008

Kasper Sørensen - dagens dansker i Slovenien
Kasper Sørensen var med en runde i 68 slag (-5) stærkt medvirkende til at sende Danmark i kvartfinalen

De fem spanske spillere stod på række. Med armene om hinandens skuldre, som var de vidner til det sidste afgørende straffespark ved en VM-slutrunde i fodbold. Få meter derfra stod de danske spillere og ledere med neglene i munden, mens den spanske spiller på green gjorde klar til sit birdieputt.

Fem små meter, der kunne afgøre alt. Gik puttet i hul, var Spanien klar til at kæmpe om medaljer, mens Danmarks forsvarende europamestre måtte bide i det sure slovenske æble og spille om de triste sekundære placeringer.

Men det hele endte i spanske bandeord og skæve danske smil. Puttet trillede stille og roligt forbi hullet og dermed får de danske drenge mulighed for at forsvare EM-guldet fra sidste år. Både Danmark, England og Spanien sluttede på otte under par og derfor skulle de endelige placeringer afgøres via holdens sjette score, som normalt ikke tæller med. England havde den bedste sjettemand, mens Patrick Winthers 77’er var bedre end den dårligste spaniers 80’er. Uha, uha for en afslutning.

- Jeg er lettet, det var mere spændende, end jeg havde håbet på. Men vi holede nogle vigtige putts på de sidste huller, lød det fra landstræner Thomas Holm Larsson, inden han sammen med spillerne skulle evaluere på en spændende – og lidt for spændende - dag på Bled Golf Course.

Kasper Sørensen og Sebastian Cappelen viste vejen med runder i 68 (-5) og 69 (-4), mens både Lucas Bjerregaard og Joachim B. Hansen kom rundt i 72 (-1).  Sidste tællende score kom fra debutanten og yngstemanden Mads Søgaard, der gik i 76 (+3). Det rakte lige præcis til et kvartfinalemøde mod arvefjenderne fra Sverige, der tilsammen kom rundt i 21 under par på en bane, som efter manges mening er for let for Europas bedste ungdomsspillere.

Men et er slagspil – noget andet er hulspil.  

- Sverige er en drømmemodstander. Vi slog dem også i kvartfinalen sidste år, og jeg tror de er lidt pressede ved tanken om at møde os. Vi har slet ikke spillet op til potentialet og i hulspil kan alt som bekendt ske, siger landstræner Thomas Holm Larsson, der sender Kasper Sørensen og Joachim B. Hansen ud torsdagens første foursome, mens Lucas Bjerregaard og Sebastian Cappelen spiller sammen i den anden. Herefter spilles fem singlematcher.

Norges nykårede juniorverdensmestre havde haft en en væsentlig bedre score, hvis ikke de havde fået en spiller diskvalificeret for et ulovligt drop. Men Norge er sikkert videre - bl.a. takket være Anders Kristiansen, der var mand for dagens laveste runde i 64 slag (-9), hvoraf de syv under par blev præsteret på banens sidste ni huller.  

Resultat slagspilskvalifikationen:

1. Sverige -21
2. Italien -21
3. Irland -17
4. Tyskland -16
5. Portugal -12
6. Norge -11
7. England -8
8. Danmark -8
--------------
9. Spanien -8

 

Joachim B. Hansen fejrer en birdie med knyttet næve

Joachim B. Hansen lagde stærkt ud og var tre under par efter seks huller. Her fejrer han dagens anden birdie.

 

Trængsel om scoretavlen - hvem går videre, hvem bliver sorteper?
Der var trængsel ved scoretavlen i den sidste times tid, inden det stod klart at Danmark gik videre og Spanien blev sorteper.  

Torsdagens kvartfinaler
Individuelle resultater

EM Boys på DGU.org

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV

Blicco
Golfårbogen 2009