Svenskerne slukkede de danske gulddrømme

De danske drenge kæmpede bravt i Slovenien, men må se i vejviseren efter en ny EM-titel. Sverige besejrede Danmark i en kvartfinale, som havde det hele og mere til


Af Henrik Søe, 10. juli 2008

Sebastian Cappelen
Sebastian Cappelen og de øvrige danske drenge fightede forgæves

Det var en flok slukørede danske drenge, der med tunge skridt kunne traske ud til bussen på parkeringspladsen på Bled Golf & Country Club. Efter en uhyre velspillet kvartfinale mod Sverige kom de forsvarende danske europamestre til kort. Men kun meget kort. Cifrene hedder 5-2, men de fortæller ikke hele sandheden om et meget, meget tæt opgør, hvor to af de afgørende singlematcher nåede ud på 19. hul, mens en enkelt blev afgjort på 18.   

Efter formiddagens to foursomes var stillingen 1-1, og da Kasper Sørensen først havde vundet sit singleopgør på sikker facon og en hårdtkæmpende Lukas Bjerregaard tabt sit opgør, var det op til de sidste tre bolde tilbage på banen om at afgøre kvartfinalen.

I den afgørende fase fik svenskerne fat i den lange ende, men de skulle kæmpe hårdt for sejren mod tre hårdtfightende danske knægte, der var tæt på at levere et comeback af de store.  

Yngstemanden Mads Søgaard spillede fremragende og var fem under par inden 18. hul. Hans svenske modstander Eric Blom var desværre lige så godt spillende, så danskeren skulle vinde sidste hul for forlænge matchen. Det lignede derfor en afgørelse, da Mads Søgaard slog i greenbunker – hvorfra han reddede en par. Svenskeren blot derfor blot at tjatte et lille 40 centimeters putt i hul for et vitalt svensk point. Men det var den nervøse svensker ikke i nærheden af. Og så måtte de to ud på 19. hul for at afgøre sagerne.

Her viste svenskeren til gengæld ingen tegn på nerver. Han sænkede sit birdieputt og bragte svenskerne på 3-2 – en sejr fra den samlede triumf.  Den kom blot få minutter efter, da Patrick Winther måtte give fortabt på 18. hul.  Svenskerne jublede. Og danskerne bandede og svovlede.

Sebastian Cappelens opgør mod Daniel Jennevret blev ligegyldig for det endelige resultat. Danskeren lignede ellers en vinder, da han holede et vanskeligt indspil fra 15 meter fra roughen bag 18. green for birdie, men svenskeren forlængede matchen med et birdieputt fra otte meter og beviste endnu engang, hvor god golf, der blev spillet.    

Lucas Bjerregaard troede også, at han skulle en tur op ad 18., da han holede et bunkerslag på 17. hul for en eagle. Men også her svarede svenskerne igen med en 3’er på par 5-hullet, og så var den potte ude for danskeren.  

Familiemedlemmer fra begge sider af sundet prøvede desperat at følge med i udviklingen i de fem bolde. Der blev løbet spidsrod mellem hullerne for at opsnappe de seneste bulletiner fra de enkelte matcher. Undervejs stødte man ind i adskillige amerikanske scouts og collegetrænere, der noterede flittigt i deres små notesbøger. Og det var med garanti kun plusser. For det var golf af allerhøjeste karat.

Men det er en ringe trøst, når man ender som den tabende part.

- Lige nu er jeg dybt skuffet. Det så ganske vist lidt surt ud efter 16-17 huller i de sidste tre bolde, men da vi kom tilbage mod slutningen, troede jeg virkelig på det. Drengene gjorde alt det, der skulle til, og det var virkelig et tæt opgør. Der blev spillet golf af høj, høj klasse derude. Drengene fightede forbilledligt og bakkede hinanden fantastisk op, men svenskerne også spillede en rigtig god gang golf, og jeg tror kun det er nordmændene, der kan bremse dem nu, lød det fra landstræner Thomas Holm Larsson.

Med den tabte kvartfinale missede Danmark samtidig en billet til næste års junior-VM i Japan.

Nu står den i stedet på EM-placeringskamp mod Tyskland, der overraskende tabte til Portugal i kvartfinalen. De to semifinaler hedder Norge-England og Sverige-Portugal.  

Resultater (er ikke helt korrekte mht navnene i DK-Sverige)
EM Boys på DGU.org
 

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Blicco

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik