Charlotte Lorentzen nærmer sig Solheim Cup

Flot præstation ved EM Girls betyder, at Charlotte Lorentzen er et varmt bud på at spille Junior Solheim Cup.


Tekst: Martin Rahbech, 15. juli 2007

Charlotte Lorentzen fra Smørum Golfklub fik mere end en bronzemedalje med hjem fra EM Girls. Hendes flotte spil i slagspilskvalifikationen betyder, at hun nu er tæt på en udtagelse til PING Junior Solheim Cup. Det er en juniorturnering, der spilles dagene inden Solheim Cup efter samme koncept. 12 piger fra USA og 12 piger fra Europa dyster i seks fourballs, seks foursomes og 12 singler.

Syv af de 12 europæiske spillere udtages på baggrund af deres resultater i fem turneringer; Spanish Ladies Amateur, French Lady Juniors, Skandia Junior Open, European Girls Team Champioship og Girls British Open Amateur Championship.

Fire af de fem turneringer er nu afviklet, og Charlotte Lorentzen ligger på en delt fjerdeplads. En god præstation ved Girls British Open, der afvikles midt i august, vil således sikre hende en plads ved PING Junior Solheim Cup i selskab med Europas bedste pigejunior spillere.

- Jeg har slet ikke haft det som et mål for min sæson. Men hvis det lykkes, så vil det være et af de største højdepunkter for mig. Det vil være fuldstændigt enestående. Jeg har ikke haft så meget fokus på det under EM, for det handlede om holdet. Men det er en rigtig god sidegevinst, siger Charlotte Lorentzen.

PING Junior Solheim Cup afvikles i år for fjerde gang. Det sker Båsted i Sverige 11.-12. september, mens de professionelles Solheim Cup spilles i Halmstad 14.-16. september. Hvis Charlotte Lorentzen kvalificerer sig, så vil det være første gang en dansker er med på holdet.

Den officielle Solheim Cup hjemmeside

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search Golfhæftet

 

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik