Danmark er på toppen af Europa
De danske piger vandt slagspilskvalifikationen ved EM Girls og er nu en af de store favoritter til mesterskabet.
Tekst: Martin Rahbech, 11. juli 2007
Med en gennemført flot præstation sikrede Danmark sig et perfekt udgangspunkt for medaljer ved EM Girls. Danmark vandt slagspilskvalifikationen foran Tyskland og skal nu møde Belgien i torsdagens kvartfinale.
- Jeg kan ikke mindes, at et dansk hold tidligere har vundet slagspilskvalifikationen ved et europa-mesterskab. Det er sgu fantastisk, siger |
 |
| Kom an, Europa. Mai Schødt (tv), Sara Monberg, Daisy Nielsen og Charlotte Kring Lorentzen er klar til at nedlægge hele den europæiske elite | |
landstræner Jan Frej Pedersen.
Selv om, der stadig er lang vej til de ædleste medaljer, så har det stor betydning for hele det danske mandskab, at de kan se sig selv øverst på leaderboardet.
- Jeg troede egentlig ikke, det ville betyde så meget at ligge nummer et inden slutspillet. Men at ligge øverst blandt alle de europæiske lande, det er altså utroligt, og det er et foreløbigt højdepunkt på det arbejde, som har varet i mange år. Pigerne skal have en stor cadeau, siger Jan Frej Pedersen.
Individuel andenplads
Ligesom i tirsdagens runde var Danmarks spil meget stabilt blandt alle fire piger.
Charlotte Lorentzen kom banen rundt i 71 slag, og i den individuelle stilling ligger hun på andenpladsen. Mai Schødt brugte også 71 slag, og hun var under par hele vejen rundt.
Sara Monberg fik en dårlig start med bogey og dobbeltbogey på de første to huller. Men hun viste stor mental styrke, kom stærkt tilbage og sluttede med 74 slag.
Daisy Nielsen gik sin runde i 76 slag, men bag den score findes et stort overskud. Holdets yngste deltager fik ikke en ønskestart med to bogeys på de tre første huller. Men i løbet af runde spillede hun sig op indtil hun på 18. hul satsede.
- Hun kunne spille sikkert for en bogey, men hun valgte at satse. Hun vidste, at der skulle et godt slag til for at sikre holdet en bedre samlet score. På det tidspunkt regnede det voldsomt, og jeg er meget imponeret over hendes overskud. Nu fik hun en trippelbogey på hullet, men for holdets samlede score var det ligegyldigt om det blev en bogey eller trippelbogey, siger Jan Frej Pedersen, der også har roser til holdkaptajn Annika Østberg.
- Hun har en fantastisk kommunikation med spillerne, og hun har en stor betydning for holdet, siger Jan Frej Pedersen.
Helt ny turnering
Torsdag handler det så om kvartfinalen mod Belgien.
- Det er jo en helt ny turnering, der starter. Pigerne er meget fokuserede på opgaven. Det er klart, at der er nogle hold, som nu har en favoritværdighed, og dem er vi iblandt. Men det handler om at holde fokus på Belgien, og det er vi klar til, siger Jan Frej Pedersen.
Kvartfinalen byder på to foursomes og tre singler. Mai Schødt og Daisy Nielsen er sat sammen i den første foursome og Charlotte Lorentzen og Sara Monberg i den anden. Pladserne i de tre singler gik til Sara Monberg, Mai Schødt og Charlotte Lorentzen. Der er dog stadig mulighed for at ændre opstillingen til singlerne.