Daisy Nielsen slog 29 svenskere
Det 13-årige stortalent Daisy Nielsen fik en fantastisk sæsonstart med sejr på den svenske JMI Tour
Af Henrik Søe, 29. april 2008
Juniorlandsholdsspilleren fra Frederikshavn var eneste udenlandske islæt i turneringen, men formåede alligevel at sætte de 29 svenske talenter på plads i Sotenäs Junior Open. Sejren blev grundlagt via en forrygende anden runde i 70 slag (-2), der samtidig var turneringens eneste runde under par. 
Efter de 36 ordinære huller delte Daisy Nielsen dermed førstepladsen med den 14-årige Louise Ridderström, men svenskeren måtte altså i omspillet se sig slået af den talentfulde dansker.
Også i drengerækken var der gode danske takter, idet den 15-årige Thomas Sørensen fra Hjørring blev en
flot delt nr. 3. Både pigernes og drengenes rækker var åbne for spillere op til 21 år, og i den sammenhæng
må det siges at være fornemt, at Daisy Nielsens 12-årige lillebror Daniel formåede at hente en 25. plads
ud af 60 startende.
Resultat piger
Resultat drenge