Golfklubben Lillebælt først med Pitch & Putt

Søndag 4. maj indvier Golfklubben Lillebælt i Middelfart sin Pitch & Putt bane, og markerer dermed den officielle start på Pitch & Putt som en selvstændig disciplin i Danmark.


Pressemeddelelse, 25. april 2008

Lillebaelt PP

Pitch & Putt med udsigt til Lillebælt

Dansk Golf Union besluttede på sit repræsentantskabsmøde 15. marts at optage Dansk Pitch & Putt Union som en selvstændig disciplin under DGU. Til indvielsen i Middelfart vil såvel DGUs formand, Søren Clemmensen som Søren Rasmussen, formand for Dansk Pitch & Putt Union, og en af initiativtagerne til indførelsen af spillet i Danmark, være til stede.

Pitch & Putt spilles i det store hele som almindelig golf, men er alligevel grundlæggende forskelligt. For det første skal hullerne blot være mellem 40-90 meter lange, banen må maksimalt være 1200 meter lang, og endelig må spillerne højst medbringe tre køller, hvoraf den ene skal være en putter.

Det betyder, at banen blot optager et lille areal, og at det kun tager en god time at spille en 18 hullers runde. Det er også billigt at spille Pitch & Putt, da man ikke behøver at investere i et fuldt golfsæt og fordi kontingentet er billigt – i Golfklubben Lillebælt vil et årsabonnement koste 2500 kr.

Golfklubben Lillebælts formand Mogens Rasmussen er stolt over at klubben bliver den første, der officielt indfører Pitch & Putt i Danmark. Klubbens Pitch & Putt bane er anlagt hvor den oprindelige par 3 bane lå, og er udlagt af den tidligere European Tour spiller Anders Sørensen. Banen består af ni huller, som altså skal gennemspilles to gange.

Pitch & Putt blev opfundet omkring år 1900, og udviklede sig eksplosivt i USA i 1920’erne, og i Europa især i Irland. Under 2. verdenskrig blomstrede sporten på grund af mangelen på brændstof, stål og gummi.

Indvielsen af Golfklubben Lillebælts Pitch & Putt bane i Middelfart finder sted søndag 4. maj kl. 10.

 

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search Golfhæftet

 

 

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik