Angel Cabrera vinder US Open

On Tour: Angel Cabrera blev en fortjent vinder af US Open. I en dramatisk afslutning vandt Cabrera med et slags forspring til Tiger Woods og Jim Furyk. På kvindernes Europatour var der gode danske præstationer


Søren Barnak, 18. juni 2007

US Open: Angel Cabrera vinder første US Open titel

37-årige Angel Cabrera fra Argentina vandt fortjent årets anden major, da den 107. udgave af US Open, blev afgjort søndag. Det var ottende gang US Open blev spillet på Oakmont i Pennsylvania, og de fleste spillere i årets udgave var enige om, at banen, som hurtigt blev omdøbt til ”Oakmonster”, aldrig har været sværere at spille til en US Open. Banen i Oakmont var 6611 meter lang, og det forhold udnyttede Cabrera, der hører til blandt de længst slående. Cabreras slutscore blev på +5 efter runder i 69-71-76-69. Som den eneste af blot to spillere var Cabrera under par for
Cabrera
Angel Cabrera
finalerunden, i øvrigt Cabreras anden runde under par for turneringen, og det siger en del. Angel Cabrera blev den første argentiner der har vundet US Open, og med sejren skrev Cabrera sig ind i rækken af navne som Jack Nicklaus og Ben Hogan, der begge har vundet US Open på netop Oakmont. Tiger Woods, der har vundet US Open to gange og som i alt har vundet 12 majors måtte hele søndagen kæmpe hårdt for blot at holde par. Det blev kun til en enkelt birdie på finalerunden, og det rakte til sidst kun til en andenplads (+6) som Woods delte med Jim Furyk.

Den kun 26-årige australier Aaaron Baddeley førte inden finalerunden med to slag til Tiger Woods, men allerede på 1. hul måtte en synlig nervøs Baddeley notere en trippelbogey og se Tiger og Stephen Ames overtage føringen. Den start overvandt den unge australier ikke, og med en runde i 80 slag gled Baddeley ned på en slutplacering som delt 13. Næsten lige så galt gik det for Ames, der måtte notere fire bogeys, en dobbelt- og en trippelbogey på scorekortet og som dermed sluttede i +11 på en delt 10. plads.

Svenske Niclas Fasth blev bedste europæer på en 4. plads, mens Anders Hansen som den eneste dansker klarede cuttet. Hansen spillede en god finalerunde i 73 slag og sluttede som nummer 55 i +22. Cuttet faldt på 10 over par og både Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen var kun et slag fra at komme med i weekendens finalerunder. Efter 30 klarede cuts i træk måtte Phil Mickelson konstatere, at hans skadede håndled ikke kunne klare anstrengelserne. Mickelson måtte sammen med de to danskere og navne som Harrington, Montgomerie, Goosen, Stenson og Garcia forlade US Open efter bare to runder. Zach Johnson, der tidligere på året vandt US Masters, var med i weekenden, men sluttede som nummer 45 i +20, mens Ernie Els, der i 1994 vandt US Open på netop Oakmont, sluttede i +21 på en 51. plads.
Resultat 


European Tour: Flot sejr til Carl Suneson

Thomas Nielsen blev bedste dansker på en delt 26. plads i samlet +4, da Europa Touren og Challenge Touren i weekenden spillede en fælles turnering, Open De Saint-Omer på Aa Saint Omer GC i Frankrig. I fraværet af de bedste spillere, som enten spillede US Open eller tog en friweekend, kunne den spanske Europatourspiller Carl Suneson, sikre sig sejren i samlet otte under par. Suneson sluttede tre slag foran Marcus Higley, England, Peter Fowler, Australien og franske Francois Calmels, der alle sluttede i -5.
Carl Suneson
Carl Suneson
Den anden danske deltager, Anders Schmidt, spillede en skidt finalerunde i 76 slag (+5) og sluttede på delt 33. plads i +5 samlet. Thomas Nielsen sikrede sig karrierens største præmiecheck på 4.600 euro, mens Anders Schmidt trods alt kunne glæde sig over en check på 3.760 euro. For begge danskeres vedkommende gælder det, at pengepræmierne tæller på Challengetourens pengeliste, hvor Thomas Nielsen i øjeblikket er placeret som nummer 46, mens Anders Schmidt er fremme på en 29. plads.
Resultat


Ladies European Tour: Sejr til 18-årig stortalent
Det blev det sydafrikanske kæmpetalent, den kun 18-årige Ashleigh Simon, der vandt, da Europas bedste kvindelige golfspillere i weekenden spillede Catalonia Ladies Masters på Golf Masia Bach ved Barcelona. Simon sluttede i samlet -8, to slag foran Becky Brewerton, Wales og Kirsty Taylor, England, der delte andenpladsen i -6. Turneringen, der var uden cut og gik over 54 huller, havde deltagelse af tre danskere, nemlig Iben Tinning, Amanda Moltke-Leth og Karen Margrethe Juul. Iben Tinning sluttede i par for turneringen på en delt 8. plads. Amanda Moltke-Leth sluttede på 14. pladsen i +2, mens Karen Margrethe Juul blev nr. 22 i +4. Med 8. pladsen rykkede Iben Tinning frem som nummer 22 på New Star Money List 2007, hvor de 50 øverste efter næste weekends turnering kvalificerer sig direkte til British Women's Open.
Resultat

Kaupthing Tour: Sejr til Christoffer Lange
Kun to spillere sluttede samlet under par, da Varde Golfklub og Breinholtgård Golfklub i weekenden var vært for Støcbo - SMC Open 2007 på Kaupthing Tour. Turneringen, der var den næststørste turnering på årets Kaupthing Tour, fik Christoffer Lange fra Aalborg som vinder efter at han gik finalerunden i 68 slag og dermed sluttede samlet seks under par, hele fem slag foran Christian Nygaard, der sluttede på andenpladsen i -1. Peter Meldgaard og Martin Kamp sluttede på en delt tredjeplads i par for turneringen. Med sejren sikrede Christoffer Lange sig en præmiecheck på 40.000 kr., mens Nygaard fik 26.000 kr. og Meldgaard og Kamp hver fik 15.000 kr. Den tidligere Europatour spiller, Knud Storgaard sluttede på en delt 8. plads.
Resultat

Seneste nyheder på DGU.org

Dansk Golf På Nettet Golf på TV

Blicco
Golfårbogen 2009