Adam Scott vandt dramatisk omspil
Adam Scott vandt EDS Byron Nelson Championship på den amerikanske PGA-Tour efter at have besejret Ryan Moore i et dramatisk omspil.
Af Søren Barnak, 28. april 2008
Forhåndsfavoritten, australske Adam Scott vandt søndag EDS Byron Nelson Championship, der blev spillet på TPC banen på Four Seasons resortet i Texas.
Den 27-årige australier førte inden finalerunden med tre slag til en gruppe på fire spillere, men da dagen var omme, havde kun Ryan Moore formået at strikke en god runde sammen. Den 25-årige amerikaner, der fortsat har sin første PGA-sejr til gode, sluttede side om side med Scott i -7.
I et dramatisk og nervepirrende omspil lykkedes det Scott på 3. omspilshul at sænke sit vinderputt fra 15 meter, og australierens sjette PGA-sejr var en realitet.
Selvom spillet ikke var det allerbedste på finaledagen var det altså Scott, der kunne rejse hjem med trofæet og præmiechecken på næsten 1,2 mio. dollar. Den unge australier var da også godt selv klar over, at spillet kunne have været mere overbevisende.
- Jeg ville ønske, at det var mig, der havde spillet som Moore gjorde det i dag, sagde Scott efter sejren.
Adam Scott var på finaledagen rundt i en 71’er (+1), mens Moore lagde tryk på bagfra og kun brugte 68 slag.
Bart Bryant, USA sluttede alene på tredjepladsen i -3, mens Nicholas Thompson, USA , Mark Hensby, Australien og Carl Pettersson, Sverige delte fjerdepladsen i samlet to-under-par.
De europæiske udfordrere, Jesper Parnevik og Sergio Garcia spillede skidt på sidstedagen og måtte begge se topplaceringer forvandlet til slutplaceringer som henholdsvis nr. 13 og 19.
Resultat