Anthony Kim fortsætter fremmarch på PGA Tour

Supertalentet Anthony Kim løb med sin anden PGA Tour-sejr i år foran snuden på sine langt mere erfarne rivaler. Eksperterne er forlængst begyndt at drage sammenligninger med Tiger Woods.


Af Claes Meldal, 07. juli 2008

Anthony Kim, den 23-årige amerikaner med de koreanske aner, er braget ind på den amerikanske PGA Tour-scene i år og har skabt enorme forventninger til fremtiden. Og forventningerne er ikke blevet mindre efter weekendens sejr i AT&T National i Maryland.

Kim satte et kraftfuldt punktum med en finalerunde på 65 slag og sluttede samlet 12 slag under par i turneringen. Det var to slag bedre end svenske Fredrik Jacobson på andenpladsen og tre slag bedre end Jim Furyk og flere andre topnavne på tredjepladsen.

Efter sejren strømmede roserne ned over den lille amerikanske powerhitter, der allerede som 15-årig slog omkring 300 snorlige meter med driveren. Kollegaen Dean Wilson, som havde fornøjelsen af at gå finalebolden med Kim, var imponeret af sin unge landsmand.

"Anthony har et virkelig smukt sving. Han rammer bolden godt og slår hårdt til den," sagde Wilson. "Man kan se, at han elsker at være i rampelyset. Han har et utroligt talent, og jeg tror, at vi kun har set toppen af isbjerget."

Om Anthony Kims evner rækker til at udfordre Tiger Woods, må stå hen i det uvisse, indtil Woods vender tilbage til golfsporten efter sin skadespause. Men der er ingen tvivl om, at det ville være en drøm for Kim at udfordre den ubestridte verdensetter.

"Efter min sejr blev jeg lykønsket af Tiger, og han sagde, at jeg bare skulle blive ved med at arbejde hårdt, og at der ikke er nogen grænser for, hvad jeg kan opnå," sagde Kim. "Det betyder rigtig meget for mig. Jeg kan stadig mærke nakkehårene rejse sig, når jeg tænker på det, for han var mit store idol i mine unge år."

Med sejren bider Anthony Kim sig godt fast i toppen af amerikansk golf. Han ligger nu nr. 5 på PGA Tour-pengelisten og indtager en komfortabel sjetteplads i den amerikanske Ryder Cup-stilling, hvor de 10 bedste spillere kvalificerer sig automatisk til golfsportens jættedyst mod Europa i september.

Resultat

Dansk Golf På Nettet Golf på TV
Search

Dansk Golf Union * Brøndby Stadion 20 * 2605 Brøndby * 4326 2700 * info@dgu.org * Informations- og brugerpolitik