Endelig en sejr til Els
Efter en lang periode med skuffelser og tabte sejre var sydafrikaneren Ernie Els endelig igen tilbage på sejrspodiet, da han søndag vandt Honda Classic.
Af Søren Barnak, 03. marts 2008
PGA: Els smagte atter sejrens sødme
Efter næsten fire år uden en sejr på PGA Tour lykkedes det søndag Ernie Els at vinde, den første af i alt fire turneringer på ’The Florida Swing.
På The Championship Course på PGA National Resort & Spa, Florida fik den store sydafrikaner endelige den smule held, som han i så lang tid har været foruden, og derfor var det også en logisk konsekvens, at Els efter en finalerunde i -3 kunne hæve sejrstrofæet i Honda Classic.
Det var et af sæsonens stærkeste felter, der var samlet for at spille om en samlet præmiesum på 5,5 mio. dollars, hvoraf vinderen alene kunne rejse hjem med godt 1 mio. dollars.
Arrangørerne havde sat en svær bane op, og lynhurtige greens, mange steder omgivet af vand, kostede mange tabte slag og mistede bolde. Samtidig var en strid blæst med til at gøre finalerunden endnu vanskeligere, men Ernie Els, der lå nr. 8 inden søndagens finalerunde, formåede modsat de øvrige mesterskabsaspiranter at gå finalerunden under par. Kun seks af finalefeltet deltagere gik sidste runde under par og Els’s 3-under-par var altså nok til at vinde turneringen i samlet 6-under-par.
Til pgatour.com sagde Els efter sejren, at den lange sejrstørke havde betydet, at han havde mistet fornemmelsen for, hvordan det er at vinde en turnering. Els sagde videre, at man som spiller bliver afhængig af at vinde, og at han med sejren endelig igen havde kunnet mærke gåsehuden rejse sig til armen.
Det kunne 30-årige Luke Donald formentlig ikke, for han måtte nøjes med at blive runner up (-5), efter at have ført Honda Classic efter 1. og 3. runde. Australske Nathan Green tog sig af tredjepladsen i -4.
Den australske rookie, Matt Jones, var med helt fremme inden de sidste huller, men en bogey og en dobbeltbogey på 15. og 17. hul sendte Jones ned på fjerdepladsen, som han måtte dele med landsmanden Robert Allenby og Mark Calcavecchia, USA.
Vores svenske naboer var på vanlig vis godt repræsenteret med deltagelse af Jesper Parnevik, Carl Petterson, Mathias Grönberg og Richard S. Johnson. Det blev til fire klarede cuts, og Jesper Parnevik, der vandt Honda Classic tilbage i 2001, blev bedst placeret svensker på en delt 24. plads (+2).
Resultat
Seneste nyheder på DGU.org